Sport15 timer siden (opd. 14 timer siden)

Dina Thorslund aborterede, mens hendes livs kamp blev udkæmpet i Madison Square Garden

Den danske bokser er de seneste måneder blevet kastet ud på en følelsesmæssig rutsjebanetur af de helt store
Den professionelle bokser Dina Thorslund træner i Vollsmose Boxings lokaler i Odense, torsdag den 15. februar 2024. Dina Thorslund bokser WBC/WBO titelforsvar mod tyrkiske Seren Cetin den 24. februar i Royal Arena.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
- Jeg er stadig ved at lande i det. Selvfølgelig er det sørgeligt, og jeg er også ked af det og ærgerlig over det, men jeg kan ikke blive ved med at dvæle i det. Jeg er nødt til at komme videre og jeg har sat mig et nyt mål for øje, siger Dina Thorslund, efter at hun for nyligt fik en spontan abort.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Dina Thorslund store weekend: Er blevet gift

Sjældent har en graviditet sat flere følelser i spil, end da den danske bokser Dina Thorslund for få måneder siden fandt hun af et liv groede i maven på hende.

Kort før graviditeten havde hun nemlig takket ja til at bokse hendes livs kamp i den ikoniske arene Madison Square Garden.

En sejr havde sikret hende tre ud af fire verdensmesterskabsbælter, men i stedet valgte hun ”livet til”, som hun selv har udtrykt det, på trods af atleten i hende ville noget andet.

Det var dog ikke sidste puds som skæbnen skulle spille bokseren, der på tragisk vis fik en spontan abort, netop som kampen i New York skulle bokses.

En abort som på mange måder tog pusten fra Thorslund, der i forvejen havde været de fleste følelser igennem op til kampen.

- Jeg kan slet ikke forklare, hvilken følelse jeg sad med, fortæller bokseren til P1 Morgen.

- Jeg var på vej hjem fra Italien, den fredag de boksede. Der sad jeg faktisk og blødte og havde den her spontane abort, forklarer hun videre.

En følelse af uretfærdighed sneg sig ikke overraskende ind under huden på den danske bokser, der nu stod tilbage uden hverken verdensmesterbælter eller graviditet.

- Det hele føltes bare virkelig virkelig hårdt.

- Jeg kan jo ikke sige, det var uretfærdigt, men det føltes uretfærdigt, at jeg så gerne ville den kamp, men ikke kunne grundet min graviditet og så få en abort. Det var godt nok sindssygt hårdt.

Vil være verdensmester inden nytår

Det var fredag, at Dina Thorslund offentligt fortalte om sin abort.

Ingen kan imidlertid beskylde Dina Thorslund for at svælge i sorg, da hun allerede har sat sig et nyt professionelt mål.

"Jeg er altid bedst i modgang, det er der jeg arbejder hårdest, og lige nu, kan jeg kæmpe mig ud af sorgen gennem boksningen! I kommer til at se en helt ny version af mig til min næste kamp," skrev Dina Thorslund på sin Instagram-profil fredag.

Planen er allerede inden nytår at tilbageerobre de bælter, der røg til australieren Cherneka Johnson, som erstattede Dina Thorslund i bokseringen i Madison Square Garden 11. juli.

Dina Thorslund er gift med Joakim Nicolajsen og har sønnen Adrian med sin ekskæreste og nuværende boksetræner Thomas Madsen.

Hun bokser i vægtklassen bantamvægt, der går fra 53,5 kilo til 55,3 kilo.

Sponsoreret indhold