Cykelkonkurrenter med hård kritik af Cecilie Uttrup Ludwig: Ingen kan lide dig

Siden Cecilie Uttrup Ludwig i 2019 gav et interview efter en tredjeplads i Flandern Rundt, har hun været utrolig populær blandt den danske befolkning.
Men hendes store smil og gode energi smitter ikke af på kollegaerne og konkurrenterne i cykelfeltet.
I hvert fald ikke hvis man spørger Trek Sagafredos Ellen van Dijk, der venter sit første barn og derfor har sat karrieren på pause for en stund, og den tidligere cykelrytter Roxanne Knetemann.
For i podcasten ”Wegkletsen”, sætter de to hollændere ord på danske Cecilie Uttrup Ludwig, og det er ikke pæne gloser som sendes i den danske darlings retning.
Cecilie Uttrup Ludwig blev treer ved løbet Strade Bianche, hvor hollandske Demi Vollering vandt. Roxanne Knetemann priser sig lykkelig for, at Uttrup Ludwig ikke stod tilbage som vinder.
- Det var lækkert. Jeg finder hende som en meget irriterende rytter. Hun råber og klynker. Jeg var selv god til det, men ved hende er der altid en ballade omkring det, siger hun i podcasten ifølge Wieler Revue.
Ellen van Dijk sætter i podcasten ord på, hvorfor hun mener, at rytterne i feltet ikke bryder sig om 27-årige Cecilie Uttrup Ludwig.
- Hun sidder altid på hjul, og hun venter altid. Folk synes, at hun er fantastisk i medierne, men blandt rytterne kan ingen lide hende.
Den danske cykelrytter skal dog ikke lede længe i hjemlandet for at finde fans og kollegaer, som ikke har samme holdning som Ellen van Dijk og Roxanne Knetemann.