Sport3. september 2025

Brian Holm om kanyleepisode: - Man tog dem for alt

Brian Holm kan ikke selv huske en episode med en stor pose kanyler, som er blevet beskrevet i SE og HØR, men han fortæller, at alt blev taget gennem dem dengang
Brian Holm kan ikke selv huske en episode fra 1998, hvor SE og HØR overværede en stor pose kanyler falde ud af skabet i hjemmet på Frederiksberg.
Brian Holm kan ikke selv huske en episode fra 1998, hvor SE og HØR overværede en stor pose kanyler falde ud af skabet i hjemmet på Frederiksberg.
 Foto: Gregers Overvad

LÆS OGSÅ: Afsløring: Brian Holm gemte stor beholdning af kanyler i sit hjem

- Det var en anden tid, hvor man tog sprøjter for alt.

Sådan siger Brian Holm, da SE og HØR møder den tidligere cykelrytter til receptionen på hans nye bog "Brian fra Amager".

SE og HØR kunne tirsdag beskrive en episode tilbage fra 1998, hvor en journalist og fotograf var besøg hos Holm for at tage billeder og tale lidt om livet efter cyklingen, og at han nu skulle være sportsdirektør for det danske cykelhold Acceptcard Pro Cycling.

Her åbnede Brian Holm nemlig et skab, hvor en stor pose med kanyler væltede ud.

Selv husker han ikke episoden fra 1998, mens han også har en forklaring på, hvorfor han var i besiddelse af SÅ mange kanyler.

- Alle vitaminer tog man på sprøjte. I min sidste bog skrev jeg også, hvordan jeg hver dag sad og tog alle de der sprøjter med vitaminer, som man købte på håndkøb, fortæller Brian Holm.

Siden bogen "Smerten-Glæden" fra 2002, hvor Brian Holm indrømmede, at han i sin profesionelle karriere tog doping, har han været meget åben og ærlig omkring, hvordan dopingkulturen var i cykelsporten.

- Der var egentlig ikke noget forbudt i det (at tage vitaminer i sprøjter, red.), men det er det så blevet i dag - det virker også forbudt med tidens briller, fortsætter Brian Holm, der også fortæller, at han blev godt træt af det i længden.

- Jeg tog nogle vitaminer en morgen på et tidspunkt, hvor jeg kom til at tænke "hvad fanden er det her egentlig?", og så gjorde jeg det aldrig igen - ikke flere vitaminsprøjter, siger han.

SE og HØR's journalist fik i 1998 at vide, at "de ikke havde set noget", da Brian Holm forsøgte at få den store pose kanyler ind i skabet igen.

Som nævnt kan den 62-årige Holm ikke selv huske episoden, men afviser ikke, at han kan have sagt det med en vis kækhed.

- Det kan være, at jeg har sagt det og grinet lidt af det. Jeg synes ikke, at der er noget odiøst i det, slutter han.

Sponsoreret indhold