Bojana Popovic afslører: Ét opkald afgjorde det

LÆS OGSÅ: Bojana Popovic afviser: Kommer ikke til at ske
Hvordan får man lige landet Bojana Popovic som assistenttræner?
Svaret er ret ligetil, hvis man er Helle Thomsen, for så kræver det blot ét opkald.
Det afslører Bojana Popovic over for SE og HØR.
- Aftalen kom nemt i hus. Helle ringede, så jeg skulle ikke tænke så meget over det. Jeg skulle bare snakke med min familie og Budućnost (hvor hun er cheftræner, red.), og jeg vidste bare, at det er en gave for mig at være en del af det danske landshold og prøve noget nyt, og at arbejde sammen med Helle.
Popovic glæder sig særligt til at løfte de danske kvinder til det sidste niveau, som hun også kalder det ”sværeste skridt at tage”.
Planen om at Helle Thomsen og Bojana Popovic skulle være en trænerduo har faktisk været på tegnebrættet i flere år.
Men den montenegrinske håndboldlegende fortæller, at deres første planer var, at Helle Thomsen skulle være Popovic’ assistent og ikke omvendt.
- Helle og jeg har snakket sammen de sidste par år, og hun har nævnt, at når jeg skifter væk fra Montenegro, skal jeg ringe, så hun kan blive min assistenttræner.

- Hun ville prøve at slappe lidt af og være assistent. Men så fik hun jobbet som træner for Danmark, og så sagde hun, at jeg skulle være hendes assistenttræner.
Overvejede du overhovedet at takke nej til tilbuddet?
- Det var kun, hvis min familie ikke var klar til det. For når jeg skal afsted, så skal de arbejde lidt mere derhjemme. Min mor og far skal komme og hjælpe, og Petars (Bojanas mand, red) mor og far skal komme og hjælpe. Så alle skulle føle, at alt kan være på plads, når jeg ikke er hjemme.
Balkan-energi på det danske landshold
Der er ingen tvivl om, at Bojana Popovic bringer en helt anden energi til et hold, når hun står på trænerbænken.
Og den velkendte Balkani-energi er også noget, som hun på sigt håber på at kunne få implementeret lidt på det danske landshold.
Det skal dog ikke presses ned over spillerne, men komme naturligt – og det kan det meget vel også komme, når det nu er Helle Thomsen, som er cheftræner.
- Hun har lidt mere Balkan-mentalitet som træner, end mange andre danskere. Jeg ved ikke, om hun har den samme energi og temperament i privatlivet, men som trænere minder vi lidt om hinanden.
- Vi tænker håndbold hele dagen. Hver dag. Vi tænker måske ikke på samme måde, men det er en god blanding, og med to forskellige tanker kan vi hjælpe spillerne mere.

Den første opgave for Helle Thomsen og Bojana Popovic bliver på lørdag, når Danmark møder Island i Arena Nord i Frederikshavn.