Bojana Popovic afviser: Flytter ikke til Danmark

LÆS OGSÅ: Håber på Anja Andersen-kontakt: Har ikke talt sammen i tre år
DanskHåndbold sprang en bombe, da de i august meldte ud, at Bojana Popovic blev Helle Thomsens assistenttræner for kvindelandsholdet frem til 31. december 2026.
Og der er ganske få landsholdssamlinger, inden duoen skal stå i spidsen for håndboldkvinderne til VM i november og december.
Det bliver dog begrænset, hvor meget Bojana Popovic kan rejse Europa rundt for at se de danske profiler an.
Hun fortsætter nemlig som cheftræner for ŽRK Budućnost i hjemlandet Montenegro, og det betyder også, at hun ikke kommer til at flytte til Danmark.
Det fortæller hun til SE og HØR.
- Jeg kommer til at have uger, når vi skal træne sammen og spille kampe, hvor jeg er i Danmark, men ellers er jeg i Montenegro, for jeg er stadig træner for Budućnost i Montenegro.
- Så jeg skal ikke flytte. Jeg kommer, når der er samlinger. Men det bliver lidt mere arbejde for mig nu med to jobs, men det er okay, for jeg er vant til det. Jeg dobbeltjobbede også, da jeg var landstræner for Montenegro.
Elsker Danmark
Selvom håndboldlegenden ikke kommer til at være permanent i Danmark, hersker der ingen tvivl om, at hendes kærlighed til landet er kæmpestort.
I Danmark nåede hun også at vinde fem ud af sine seks Champions League-titler, hvilket er nok til, at Bojana Popovic er i top ti over mest vindende kvindelige spiller i Champions Leagues historie.

Da Popovic bliver spurgt ind til, hvordan hendes forhold er til Danmark, stråler glæden da også ud af hende.
- Jeg har det så godt med Danmark. Det er god stemning, gode mennesker, der elsker håndbold, og hver gang jeg skal spille Champions League mod et dansk hold, har jeg en god følelse, for jeg bliver så glad over at skulle til Danmark.
- Med landsholdet bliver det med endnu flere følelser, når vi skal spille kampe, så det bliver spændende.
Hvad er det bedste ved Danmark?
- Man får en ro i livet, når man er i Danmark.
Selv har hun svært ved at vælge det værste ved Danmark. Ikke en gang vejret vil hun nævne, for med meget sol i Montenegro, har hun det helt fint med, at der er lidt regn en gang imellem i Danmark.