Sport21. marts 2024

Bendtner springer ud som designer

Den tidligere landsholdsangriber har indgået et samarbejde med skomærket ERRANT, hvor han både agerer designer og model
Nu kan du få fingrene i Bendtners ny skokollektion.
Nu kan du få fingrene i Bendtners ny skokollektion.
 Foto: ERRANT

Hvis man har fulgt Nicklas Bendtner gennem årene, så kommer det nok heller ikke som et chok, at den tidligere fodboldspiller er lidt af et 'sneakerhead'.

Fra han forargerede engelsk topfodbold i 00'erne med sine lyserøde støvler til sin enorme private skosamling, som han har vist frem på TV og sociale medier.

Kærligheden til behageligt fodtøj har nu ført til, at den tidligere angriber springer ud som designer for det danske skomærke ERRANT, der i 2022 blev kendt for deres deltagelse i 'Løvens Hule':

- Som ambassadør for ERRANT ser jeg frem til at repræsentere et brand, der deler min passion for mode og stil og som lever op til mine krav til kvalitet. Sneakers er ikke bare sko; de er en del af ens personlige udtryk. Teamet og jeg har brugt en masse tid på design og de små detaljer, hvorfor jeg er super spændt på, hvordan de bliver modtaget," udtaler Nicklas Bendtner i en pressemeddelelse.

Udover at være med til at designe den kommende sneakerkollektion, vil Nicklas Bendtner også fungere som brandets ansigt udadtil for virksomheden, der jubler over samarbejdet med den pensionerede fodboldspiller:

- Nicklas Bendtner er et perfekt eksempel på alt, hvad ERRANT repræsenterer: stil, elegance og en stærk individualitet. Vores brand handler om at skille sig ud fra mængden, og Nicklas formår netop det. Vi er begejstrede for at præsentere denne sneakerkollektion i samarbejde med ham og for at byde ham velkommen som vores ambassadør, udtaler Mads Frederiksen, en af skaberne bag ERRANT.

Ifølge ERRANT bliver kollektionen, der indeholder fire forskellige designs, lanceret den 19. april.

Sponsoreret indhold