Reality3. maj 2023

Thalia Pitzner sælger sin lejlighed, igen: Permanent i Tyskland

For anden gang på et halvt år har Thalia Pitzner sat sin lejlighed til salg. Diamantdatteren fortæller til SE og HØR, at hun er faldet så godt til i Tyskland, at hun vil blive boende der permanent
Thalia Pitzner, Elvira Pitzner
Både Thalia og Elvira Pitzner bor nu mere eller mindre fast i udlandet.
 Foto: Dan Mariegaard

Lillejuleaften afslørede Thalia Pitzner ganske overraskende, at hun nu ville flytte til Tyskland for en stund med det formål at "køre endnu hårdere på med min heste-business", forklarede hun dengang til SE og HØR.

En måned inden den nyhed, i november, satte Thalia Pitzner sin 118 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro i København til salg. Under en måned efter blev den pillet af salgslisterne, men det var der en grund til.

- Den var til salg i kort tid, men det var egentlig bare for at række ud og finde ud af, hvordan markedet var, fortæller diamantdatteren i et interview med SE og HØR.

Dengang var prisen på den flotte lejlighed 5.975.000 kroner. Nu et halvt år senere er Thalias tidligere hjem igen sat til salg, og siden november er prisen steget med over en million til 6.995.000 kroner.

- Jeg har bare fulgt ejendomsmæglerens vurdering, og ejendomsmægleren følger markedet. Det er ikke mig, der har prissat lejligheden, forklarer den ældste Pitzner-søster om den markante prisstigning.

Thalia Pitzner
Det er denne lejlighed på Østerbro i København, som Thalia har sat til salg for lige knap syv millioner kroner.
 Foto: Privat

- Det giver ingen mening

Efter nogle måneder i det tyske er Thalia faldet så godt til, at hun nu endegyldigt er klar til at sige farvel til lejligheden, som hun i maj 2021 købte for 5.400.000 kroner.

- Det giver ikke nogen mening at have en kæmpestor lejlighed i København stående helt tom, siger Thalia og uddyber:

- Lige nu er jeg ret glad for at bo i Tyskland, og jeg er glad for det, jeg får ud at være hernede med hestene og min sport. Det er der gør, at jeg ikke har brug for at have en stor lejlighed stående tom derhjemme. Og jeg kommer nok ikke hjem lige foreløbig.

Her kan du lytte til det seneste afsnit af "Sladderministeriet" med Jeppe Risager og Asbjørn Nielsen:

Thalia har adresse i Tyskland, og hun trives der. Det betyder dog ikke, at diamantdatteren har glemt sin kærlighed til Danmark.

- Jeg elsker, hver gang jeg er hjemme og at komme hjem til min lejlighed, for den er blevet vidunderlig. Økonomisk set giver det bare ikke mening at have så stor en lejlighed stående tom. Jeg kunne godt finde på at købe noget mindre en dag, afslører hun.

Gør ondt i hjertet

Selv om det giver klart bedst mening for Thalia at sælge lejligheden, som det meste af tiden står tom, så har det ikke været nogen nem beslutning at tage.

- Lejligheden er lavet, præcis som jeg ville have det, og den er helt nyrenoveret, som jeg ønskede det. Det gør lidt ondt i hjertet at skulle sælge den.

Thalia Pitzner
Flytningen til Tyskland betyder ikke, at hendes tv-karriere er forbi, forsikrer hun.
 Foto: Gregers Overvad

Men hvad med familien? Vi ved jo alle, hvor tæt knyttet hele "Diamantfamilien" er. Det bliver faktisk ikke et problem. For inden længe er samtlige medlemmer af Pitzner-klanen spredt over hele verden.

Elvira bor i Dubai, Ophelia i Frankrig, Thalia i Tyskland, mens brormand Hector lige nu aftjener sin værnepligt og ellers har været bosat i Sverige. Tilbage er kun mor Katerina, lidt endnu.

- Min mor har ikke noget imod det (at Thalia rykker permanent til Tyskland red.). Hun håber, at jeg flytter til Italien, for det gør hun jo selv, griner hun.

Siden sidste sommer har Thalia været single, og med flytningen til Tyskland kommer det nok til at vare ved i noget tid, da hun primært har fokus på sine heste og bruger meget tid på arbejdet med dem.

Det betyder dog ikke, at den 30-årige skønhed har droppet drømmen om en dag at stifte sin egen familie med mand og børn.

- Det (at stifte familien red.) er stadig noget, jeg går og drømmer om, når jeg finder den rigtige, fortæller Thalia, som dog ikke har travlt.

Du kan se mange flere billeder af Thalia Pitzners lejlighed her!

Sponsoreret indhold