Robinson Ekspeditionen 4. oktober 2016

Robinson-Richards personlige beretning om dramaqueens, overlevere og vanvittige ventetider

Det er svært at forestille sig, hvad man går ind til, når man melder sig til Robinson Ekspeditionen. Richard giver her sin helt private beskrivelse af oplevelsen med TV3s flagsskib
Foto: Thomas Laursen

Seerne er glade for dette års Robinson Ekspedition, men ser kun en brøkdel af de mange optagelser.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Robinson- Richard har beskrevet sin egen helt personlige oplevelse med ekspeditionen, som han gerne deler med sh.dks læsere.

Richard forklarer:

- Som seer er man bjergtaget af alle de spændende konkurrencer og styrkeprøvelser, men hvad man ikke umiddelbart ved er, at størstedelen af tiden tilbringes i en form for en venteposition, - et vakum, der omfavner en som en tyk klam tåge.

- Seeren får ikke det fulde billede med, når man afkræftet og udmattet, prøver at træde i karakter til en af de mange hårde udfordringer uanset ens fysiske kropstilstand.

- Energiniveauet er tæt på nul, og mange har allerede mentalt givet op inden de lukkes ind i kamparenaen, hvor gladiatorerne vil kæmpe for overlevelse.

-  Dagene føles uendeligt lange, ledsaget af den ubarmhjertige bragende sol, lukket ude fra den virkelige verden, uden mad og egentlig søvn.

- Enkelte går helt ned med flaget, fordi de mangler deres daglige fix i form af sociale medier, Iphones, Ipads eller andre elektroniske stimulanser.

- Det sætter et hårdt pres på holdet, gruppen, der med sin mangfoldighed dagligt udfordres af individernes indbyrdes mentale pres.

- Sult, varme og afmagt, og en fjern distance for virkeligheden, mixet i en høj eksplosiv cocktail, der sniger sig ind på den enkelte, og efterlader et brændemærke i ens sind og psyke.

- Nogle vælger helt at give op, de er tvunget ud af deres comfort- zone, men også udfordret så stærkt psykisk, at angstanfald og depressioner viser dets grimme ansigt.

- Det er ramme alvor at være en del af denne rejse.

- Det kan have en konsekvens at kvitte, men kan også vise sig at være fatalt lammende at fortsætte, lyder Richards beskrivelse.

Han fortsætter:

- Jeg har set mange eksempler de første ti dage, hvor folk er kollapset eller fortvivlet har givet op, og som holdkammerat har det været surrealistisk at betragte på sidelinjen.

- Spændingerne i gruppen ulmer latent som dagene går, og relationerne personerne imellem ballancerer på et knivsæg.

- Det er nu fårene bliver sorteret fra bukkene, relativt under indflydelse af tilfældighedernes spil, idet dødsarmbåndet igen har gjort sit onde indtog i årets ekspedition.

- Nogle går all in og drager i kamp, eller bliver tvunget afsted, mens andre afventer og forsøger at score endnu en dag på Øen.

- En balancegang mellem vovethed og taktisk snilde, nogle ville kalde sidstnævnte for at fedtspille, det må være op til den enkelte seer at bedømme.

- Opvejelsen om arbejdet og det at bidrage i gruppen vægter mere end at performe i konkurrencerne, er et gentagent tilbagevende spørgsmål, og sætter den enkelte i et dilemma, når han eller hun udpeges til at tage kampen op for holdet.

- Måske han vedkommende været yderst passiv i selve camparbejdet, og fortjener derfor at blive sendt afsted.

- Forskellen mellem den hårdtarbejdende i gruppen og den passive deltager er stor.

- Nogle slæber den tunge byrde i gruppen, og er måske derfor automatisk fredet til næste dødskamp.

- Tilbage til kappestriderne, hvor vinderne bliver belønnet med en fredning, og paradoksalt nok endnu tre dage i noget som nogle ville betegne som et helvede, hvor der absolut intet er at foretage sig.

- Nætterne er lange, og mellem de få timers søvn, følger man stjernerne på den unge himmel, og månen som forhåbentlig snart bliver til sol, så en ny dag kan begynde.

- Ventetiden er dræbende, og det er her, den enkelte deltager virkelig er under et hårdt pres.

- I år har dette vakuum fyldt utrolig meget, qua der er tre kæmpende hold, hvorfor et hold altid ”sidder” over.

- Det er her den mentale side bliver udfordret til det yderste, og her hvor indsigten tiltager i styrke for dem som kan håndtere det.

- Det er den rigtige Robinson, som hviler i sig selv, magter at være i sig selv, kan håndtere sig selv, og har overskud til de andre i gruppen.

- Mange ændrer psyke undervejs, nogle decideret karaktertræk.

- Men det er det, Robinson handler om, at blive udfordret på en øde ø.

- Man kan groft set kategorisere deltagerne i to grupperinger, dem som er taget afsted for at være på TV, som regel de højtråbende, intrigemagerne, som lige har en ekstra smart kommentar til kameraet.

- Desværre kan deres opførsel til tider associeres med Big Brother eller Paradise Hotel, hvor høje udråb, grimt sprog og dårlig opførsel stjæler det, som det hele virkelig handler om, nemlig at overleve, og bevare sig selv under hele forløbet.

- Jeg selv gik ind til dette for at bevise, at jeg kunne overleve uden mad, parallelt med, at bevare min personlighed.

- Ydermere for at teste min mentale og fysiske styrke, som jeg har fået bekræftet også under ekstremt pressede forhold.

- Det at have overskud til ens nærmeste, og kunne lede en gruppe under sådanne forhold, har i enhver henseende været personligt givende og udviklende.

- Robinson for mig er synonymt med overlevelse og mental indsigt.

- Det har været en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, og aldrig ville være foruden, oplevelsen har styrket min person yderligere.

- Det er et overlevelseskursus som er ekstremt bygget op, og som rammer alle aspekter indenfor mental udfordring, styrke under sult, teambuilding og udholdenhed.

- Det er det oplagte lederkursus, for dem som vil gå et niveau længere, og hvis man stripper konceptet for tv og Ddrama Queens, kan dette blive det ultimative erhvervs-udviklende lederkursus.

- Jeg håber, at ovennævnte også afspejler seernes opfattelse af min egen deltagelse.

- Det er et heftigt og vanvittigt koncept, som alle burde prøve én gang i sit liv, mener Richard Asklund.

Galleri med Robinson holdet 2016

Sponsoreret indhold