SE og HØR i retten: Reality-drama efter drukvold

\

"Wetter" fra "Bikni Island" var i dag i retten. Han er anklaget for at have slået Daniel fra "Robinson Ekspeditionen"

Foto: Claus Poulsen og Mikael Rieck

Stemningen var høj efter årets Reality Awards. Efter prisuddelingen i Cirkusbygningen tog mange af reality-stjernerne videre til efterfest på det københavnske diskotek Billy Booze den 26. januar. Den hyggelige stemning blev dog pludseligt brudt, da Daniel Andersen fra ”Robinson Ekspeditionen” blev slået i hovedet. Sagen var her til formiddag ved Københavns Byret, hvor Kasper ”Wetter” Wettergreen var tiltalt for at være manden bag knytnæveslaget, der kostede Daniel fire tænder.

Der var mange mennesker på det overfyldte diskotek. Formålet med dagens retsmøde var at finde ud af, hvem der slog. ”Wetter” var den første, der afgav forklaring i retten, men først efter en irettesættelse af dommer Jeanett Bukhave for at komme for sent.

- Når man skal møde i retten skal man tage hjemmefra i så god tid, at man kan nå frem uanset hvad, der sker på vejen, fortalte dommeren til ”Wetter”, da han dukkede op omkring en halv time efter det planlagte starttidspunkt på grund af kø på Roskildevej.

”Wetter” forklarede, at han ankom til Billy Booze sammen med andre fra ”Bikini Island” og ”Krudte” fra ”Paradise Hotel”. Gruppen fik flasker i baren, fandt et bord og satte sig ned. På et tidspunkt kom Savas, der også var med i ”Bikini Island, hen til bordet.

- Savas kom over til vores bord og sagde, at der havde været noget ballade. Jeg hører, at han nævner en, der hedder Rikke Chilli, som han har været i bitchfight med. Det var det eneste, jeg forstod og festede videre, forklarede Kasper Wettergren i retten foran dommeren, et par domsmænd, sin forsvarsadvokat Michael Steffensen, anklager Pia Simon og flere tilhører – blandt andre Gøtte Fransson fra ”Robinson Ekspeditionen”.

Sagen fik flere mindre afbrydelser, mens retten prøvede at finde hoved og hale i alle de implicerede reality-stjerner, samt deres kælenavne og rigtige navne.

Opfordret til at løbe fra politiet
Senere på aftenen tog den nu afdøde diskoteksejer Benjamin Kelly fat i ham.

- Benjamin sagde, jeg skulle løbe, fordi han ikke stolede på politiet, fortalte Wettergren, der ikke kendte Kelly i forvejen, men som så mange andre reality-kendisser havde Kelly tilbudt ham at drikke gratis på diskoteket hver torsdag.

- På et tidspunkt kom der en politimand i uniform og ville snakke med mig. Han spurgte om, jeg havde slået nogen. Jeg sagde: ”Nej, det har jeg sgu ikke”, fortalte Kasper videre. Han og betjenten stod på gaden. Betjenten bad Kasper om at blive stående. ”Wetter” tænke over Benjamin Kellys råd om at stikke af. Han bevæger sig langsomt væk, men ombestemte sig hurtigt fordi han ikke havde noget at skjule. Reality-deltageren gik betjenten i møde og blev derefter anholdt.

Ifølge den pågældende betjent, der også vidnede i retten, er den udlægning dog løgn. Betjenten forklarede, at han løb efter Wettergreen”, da han forsøgte at stikke af. Jagten fortsatte angiveligt ud på Strøget, hvor ”Wetter” snublede og blev pågrebet.

Dagen efter episoden havde ”Wetter” kontakt med sin ven Savas, der spurgte om han havde slået Daniel, fordi det påstod nogle af Robinson-deltagerne.

En mand med lys skjorte og strithår
Næste vidne var Daniel Andersen, der var iført grå shorts – tynd langærmet sort/hvid trøje og grå sneakers. Han forklarede, at det hele startede med Savas.

- Da jeg gik ud for at ryge stødte jeg ind i Savas, der gik meget tæt på mig. Han sagde, at han var ked af at det skulle ende sådan her. Jeg havde ikke noget med det at gøre. Han sluttede af med at sige: ”For resten kysser din kæreste skidegodt ude på toilettet.” Jeg lagde mine hænder på hans brystkasse, og så fik jeg et knytnæveslag, der kom bag fra Savas. Jeg så det var en med lys skjorte og strithår, fortalte Daniel. Efter knytnæveslaget ramte hans hoved betongulvet og fem tænder blev slået løs.

Undervejs i sin forklaring blev han flere gange afbrudt af en tydeligt irriteret dommer Jeanett Bukhave, der bad ham om at tale højere.

- Nu har jeg en midlertidig smileproteste, jeg skal gå med i et halvt år, før jeg kan få proteser, forklarede Daniel. Hans bistandsadvokat fortalte, at der stadig er mange tandlægebehandlinger tilbage, så derfor bliver der krævet økonomisk erstatning til hans klient.

Kys for sjov
Den normalt så flyvske og udfarende Savas var den næste, der, lettere forpustet, tog fat i den varme vidnestol. Savas forklarede, at han, for sjov, havde kysset Daniels kæreste, Noam Goltermann (også fra ”Robinson Ekspeditionen”.)

Det gik Rikke Chili, kendt fra ”Paradise Hotel” og ”For lækker til love” amok over, lød det fra Savas. Senere på aftenen kom Daniel han til ham og spurgte, hvad han havde gang i med Rikke.

- Jeg skubbede Daniel væk, men jeg så ikke hvordan han kom til skade, sagde Savas.

Forskellige forklaringer

Også et par andre vidner fortalte om deres oplevelser på Billy Booze. Blandt andre en af Kasper Wettergreens veninder, der arbejder der som bartender, men havde fri den pågældende nat. I retten forklarede hun, at hun og Kasper sad ved siden af hinanden under tumulten på dansegulvet. Det kunne anklager Pia Simon ikke helt forstå.

- Under en telefonisk afhøring i april sagde du ellers, at Kasper var indblandet i tumult, sagde anklageren.

Kvinden kunne ikke huske, hvordan hun havde formuleret sig til politiet.

- Hvis de har skrevet det, har jeg nok sagt det, erkendte hun.

Der mangler fortsat at blive ført to vidner i sagen, så der falder først dom i sagen 19. august.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close