Nicki og Natascha om deres parløb: Vi sætter hinanden på plads

LÆS OGSÅ: Nicki Pedersen afslører - Får Botox-behandling jævnligt
Den ægte vare.
Det er, hvad man får, når man 9. februar zoomer ind på Kanal 5.
– Det skal ikke bare være et glansbillede, slår Nicki P. fast.
Han er selv far til Mikkeline, 13, og Mikkel, ni år, mens hans kæreste Natascha har Liva på 13.
– Jeg er stolt over børnene, de er supercool alle sammen og er bare sig selv. Jeg magter ikke, når man prøver at være noget andet, end den man er, siger Nicki.

På date med blomster
Det er ikke kun på speedwayslaggerne, Nicki har fart over feltet og går direkte efter målet.
Det gjorde han også, da han spottede Natascha på Facebook.
– Hun poppede op på Facebook, og så skrev jeg til hende. Jeg synes, hun så supersød ud.
– Jeg kunne godt se, hun boede på Sjælland, men jeg tænkte, det skulle prøves, og så kom jeg med en buket blomster. Det havde hun aldrig prøvet før, siger den fynske charmør.
– Så stod der en lille fyr med en buket blomster, griner Natascha.

Og selv om kemien var der, gik der et år før anden date kom i stand.
– Jeg var tilbage ved en gammel kæreste, men så blev jeg single igen, og så skrev jeg til hende, siger Nicki.
– Så mødtes vi igen, men så gik der halvandet år, før jeg ville flytte til Fyn, indrømmer Natascha.
De har nu været kærester i fem år og bor i Middelfart med deres sammenbragte børn.
– Vi er pissegode til det, men vi har også sagt til ungerne, at vi er nødt til at få det til at fungere.
– De er skidegode sammen, men de er også gode til at trække sig, hvis de trænger til ro, forklarer Nicki.
– Det meste af deres liv er tilrettelagt efter Nicki og hans sport – og så sørger Natascha for koordineringen.
– Jeg har mange hatte – jeg er sygeplejerske, kok, chauffør og planlægger, smiler hun.
Råber højt
Intet samarbejde er problemfrit, og når Nicki og Natascha bliver uenige, er ingen af dem bange for at sige det.
– Vi er også gode til at sætte hinanden på plads.
Natascha har brug for én, der kan sætte hende lidt på plads, selv om hun ikke selv tror det. Ellers løber hun om hjørner med folk, driller Nicki.

Han har alle dage været kendt for sit iltre temperament, når han racer af sted.
Det har hans familie også stiftet bekendtskab med.
– Børnene har lært, at det ikke er, fordi jeg synes, de er nogle idioter, men det, de har gjort, er idiotisk, og det siger jeg til dem.
–Jeg kravler lige ned i øjenhøjde, men så er jeg ikke sur resten af dagen, siger Nicki.
– Det er vigtigt at fortælle, at det dér gider jeg ikke at finde mig i, og så er stemningen god igen, fortæller farmand P.
Også Natascha har lært, at det ikke altid er så alvorligt, når Nicki råber højt.
– Jeg kan ikke lade være med at grine, erkender hun.

Aldrig en Pedersen
Lige nu nyder parret livet sammen som kærester, men om der en dag kommer ring på fingeren, er de ikke sikre på.
– Hun vil ikke have mit efternavn, siger Nicki.
– Og Nicki vil ikke giftes, når jeg ikke vil hedde Pedersen, afslører Natascha.
– Lad os nu se – hun kan komme på andre tanker, indskyder Nicki.
– Ja det kan han også, giver Natascha igen.