Reality29. november 2024

Natascha Linea ansætter tysk barnepige: Vil ikke tage børnene med til Danmark

Hverdagen er travl for "De unge mødre"-kendissen, der er flyttet til Tyskland med sine to børn Nadia og Elias. Nu har hun ansat en barnepige
Kanal 4 programmet "De unge mødre" har 10-års fødselsdag.
Natascha Linea har ikke planer om at vende retur til Danmark, fortæller hun til SE og HØR.
 Foto: Thomas S. Laursen

LÆS OGSÅ: Natascha Linea tiltalt for at bortføre sine egne børn

Der er mange bolde at jonglere med for "De unge mødre"-kendissen Natascha Linea.

Ovenikøbet så mange bolde at hun nu har ansat en 26-årig tysk kvinde - som hun fandt i en facebook-gruppe - til at passe sine børn Nadia og Elias, som hun bor med i den tyske by Flensborg.

Det fortæller Natascha Linea til SE og HØR.

- Da jeg mødte hende (barnepigen, red.), var hun mega sød og imødekommende, og det gode er, at hun ikke har noget fast arbejde lige nu, så hun kan arbejde på alle timer af døgnet.

Børnene skal ikke til Danmark

Ifølge Natascha Linea er planen, at den tyske kvinde skal passe børnene to til tre gange om måneden, når Natascha Linea har aftenarbejde eller er på besøg i Danmark.

Hun ønsker nemlig ikke at tage børnene med over den danske grænse af én særlig årsag.

- Det gør jeg ikke af den simple årsag, at de er danske statsborgere. Og lige så snart de kommer på dansk jord, så gælder serviceloven for dem. Og der er altid en risiko for kommunen, og den risiko vil jeg ikke løbe, hvis de opholder sig i Danmark, siger hun.

Straffesag i vente

Tidligere er "De unge mødre"-veteranen havnet i problemer med kommunen i forbindelse med sit barn Novah, der på nuværende tidspunkt er anbragt. Og for at undgå at dette skulle ske for tvillingerne, så valgte hun i 2023 at flytte med sine andre børn til Tyskland.

Flytningen har dog ikke været uden konsekvenser.

For i oktober fortalte hun SE og HØR, at netop den handling har resulteret i en straffesag, som hun nu har hængende over hovedet. Og som iøvrigt kan ende med at putte hende to år bag tremmer, hvis hun bliver kendt skyldig.

I januar venter endnu en tur til retten, der omhandler en anbringelsessag med hendes to sønner Miso og Novah.

Der går dog lidt tid, før Natascha Linea skal have passet sine guldklumper af sin tyske barnepige. Hun har sin første vagt den 6. december, hvor Natascha Linea har en aftenvagt på sit arbejde.

Sponsoreret indhold