Michelle Vind reagerer: – Jeg så Teiturs voldsomme side

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
25. maj blev det ved retten slået fast, at realitystjernen Teitur Skoubo er skyldig i den voldtægtsanklage, der blev rejst mod ham i november sidste år.
Han er nu fængslet, indtil domstolene har vurderet hans anke over dommen og fængslingen, som han og hans advokat mener er helt forkert.
Dommen har blandt andre fået reality-veninden Nadja Hansen til at slå hånden af ham. Det samme har realityfyren Boris Laursen gjort.
Og nu fortæller den tidligere "Ex on the beach"-stjerne Michelle Vind så, at hun var en af dem, der så Teiturs voldsomme side.
"Jeg kender kun Teitur gennem fester, som en humørbombe, en festlig og positiv gut," skriver hun.
"Men har desværre også set hans dominerende og voldsomme side IRL (i virkeligheden, red.), så jeg ved ikke helt om det kom bag på mig," skriver den tidligere "Ex on the Beach"-stjerne i storyen, hvor hun bliver spurgt, hvordan hun ser på hele Teitur-sagen.
Her var hun med
Michelle Vind var med i anden sæson af "Ex on the Beach", hvor hun efterfølgende fandt sammen med en anden deltager, Kasper "Fløde" Klausen.
De gik dog fra hinanden i 2020, men præcis et år efter fandt hun igen kærligheden i Jesper, som hun stadig er sammen med den dag i dag.
Michelle Vind kommer ikke nærmere ind på, hvilken voldsom side hun har set af Teitur, men hun fortæller, at hun ikke er i tvivl om, at han har gjort det.
"Selv om jeg ønskede at kunne sige "ej hun faker det", så er jeg ikke i tvivl om at han har gjort det."
"Det er så tragisk at på få sekunder kan man ødelægge en andens liv, fordi man ikke kan styre sine lyster og føler man har ret til at tage kontrol over et andet menneske," fortsætter hun.
"Jeg tager ekstrem afstand fra den slags mennesker."
"Håber kvinden har nogle gode mennesker bag sig, der kan styrke hende og hjælpe hende tilbage på benene igen," slutter Michelle Vind storyen af med.