
Khloé Kardashian brød sammen: Eksmand brændte hendes dagbøger

LÆS OGSÅ: Har ikke haft sex i tre år: Khloe Kardashian knalder ikke
Realitystjernen Khloé Kardashian åbner op om en dramatisk episode fra ægteskabet med basketballspilleren Lamar Odom - og det er en historie, der stadig gør ondt.
I sin podcast "Khloé In Wonderland" fortæller den 41-årige reality-darling om dengang, hendes daværende mand pludselig kastede alle hendes dagbøger i flammerne.
Khloé havde gennem årene skrevet sine inderste tanker ned i dagbøger som en måde at håndtere det pres, der fulgte med berømmelsen. Men da Lamar Odom fandt bøgerne, udviklede situationen sig til et mareridt.
Troede, hun ville anmelde ham
Basketballstjernen, der på det tidspunkt kæmpede med alvorlige rusproblemer, var angiveligt så paranoid, at han troede, Khloés dagbøger var bevismateriale, som hun ville bruge mod ham over for myndighederne.
Derfor tog han den drastiske beslutning at brænde dem alle sammen - mens Khloé så magtesløs til.
- Jeg husker, at jeg græd, og tårerne løb ned ad ansigtet. Jeg sad på knæ og skreg. Det var flere år af mit liv i de bøger, og de betød så meget for mig, fortæller hun i podcasten.
Selv om Khloé stadig skriver dagbog i dag, har oplevelsen sat dybe spor. Hun indrømmer, at det aldrig er blevet det samme efter den traumatiske hændelse.

Turbulent ægteskab endte i tragedie
Khloé og Lamar mødtes i 2009 og giftede sig allerede efter en måneds tid i en romantisk ceremoni, der blev vist i "Keeping Up With the Kardashians".
Men ægteskabet blev hurtigt ødelagt af Lamars kokainmisbrug og gentagne utroskab. I 2013 søgte Khloé om skilsmisse, men to år senere blev Lamar fundet livløs på et bordel i Las Vegas med "næsten alle tænkelige rusmidler" i kroppen.
Khloé droppede skilsmissen og blev ved hans side under indlæggelsen. Først da han var i bedring, gennemførte hun skilsmissen i 2016.
I dag er Khloé single og mor til to børn, som hun har med ekskæresten Tristan Thompson, der ligeledes var hende utro flere gange.
- Det er helt stille på den front. Men jeg er på et virkelig godt sted og trives godt med det, siger hun om sit nuværende kærlighedsliv.
