Geggo og Cengiz vender tilbage: Afslører premieredato

Har du gået og savnet "Familien fra Bryggen"?
Så er der godt nyt. For Viaplay har netop annonceret, at Stephanie "Geggo" og Cengiz Salvarli vender tilbage den 5. oktober.
Det bliver dog ikke i det velkendte format med mor Linse og de andre rødder, for tv-parret er gået solo og har lavet deres egen spin off-serie med titlen "Langt fra Bryggen".
Parret købte i slutningen af 2022 drømmehuset. Eller som Geggo siger i klippet:
- Det bliver det.

Som titlen antyder, er parret rykket væk fra Islands Brygge og bosat sig længere ude på Amager.
I knap et år har parret med masser af knofedt og gåpåmod arbejdet på at forvandle rødstensvillaen til drømmehuset.
Den proces er en del af tv-programmet.
"I ”Langt fra Bryggen” følger vi Stephanie og hendes mand Cengiz, der har købt et hus på Amager, hvor de skal bo med deres to børn. De skal på syv måneder renovere deres nye hjem imens de bor midt i ombygningen. En masse ting skal prøves for første gang og det er ikke uden besvær at bo i byggerod og håndværkerlarm."
Tv-kanalen lover, at vi kommer tættere på Geggo og Cengiz end vi nogensinde har været før, og tv-holdet var da også med, da Geggos lillebror pludselig dukkede op efter en DNA-test.
Programmet får premiere den 5. oktober klokken 20 på TV 3 og kan streames på Viaplay.