Sarah Louise afslører sin IQ: Hun er klogere end gennemsnittet

Forsidefruen Sarah Louise Christiansen har taget en IQ-test, og nu afslører hun resultatet.
Det gør hun i et nyt indlæg på sin blog.
- Nu er jeg jo både blondine OG har store bryster, og jeg får ofte kommentarer på, at jeg jo nok bare er en dum blondine uden indhold og med forkerte verdensanskuelser, skriver Sarah Louise på bloggen.
Derfor valgte hun, at hun ville prøve at tage en IQ-test.
- Det tog ret lang tid at tage testen, og nej jeg snyder ikke, for så havde det jo været ligegyldigt. Jeg er ikke særligt stærk i hovedregning, og min hukommelse er virkelig dårlig, og det kom også til udtryk i testen, men heldigvis er jeg stærkere på de andre områder, og jeg endte et fint sted et godt stykke over gennemsnittet på 123, skriver Sarah Louise.
Den gennemsnitlige dansker har en IQ på mellem 90 og 110. Den blonde forsidefrue ligger altså et pænt stykker over den gennemsnitlige dansker.
Sarah Louise er lige nu i Spanien, hvor hun tager en velfortjent slapper. Og det kan man godt forstå, at hun har brug for.
Den seneste tid har hun nemlig været i lidt af et stormvejr i forbindelse med sin deltagelse i TV3-programmet "Forsidefruer".
Det fik forleden Sarah Louise til at svare igen.
- Jeg har haft det meget frem og tilbage omkring det her drama med Gunnvør som iøvrigt udelukkende er skabt af Gunnvør selv. Jeg havde nok regnet med at folk selv kunne lægge 2 og 2 sammen, men det er ikke tilfældet og jeg bliver sgu så træt i hovedet af at se på, hvordan en jeg troede, jeg kendte, blive ved at koge suppe på ingenting og lyve om mig på tv. Gunnvør siger direkte til de andre piger at hun har fortalt mig ting i fortrolighed som jeg har skrevet om på min blog. Det er løgn, skrev Sarah Louise på sin blog.