Forsidefruer i trøjen: Fra livsstil til mudder

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard deler voldsomme billeder af sin krop efter "Stjerner i trøjen"
De plejer at operere med intriger, sladder og glamour, så det bliver noget af en oplevelse for Jackie Navarro, 37, og Janni Ree, 52, der nu igen er sammen i samme tv-program.
De to forsidefruer har nemlig sagt ja til at være med i “Stjerner i trøjen” på Kanal 5 og discovery+, hvor der er langt til cocktails, røde løbere og andre celebre begivenheder.

Har ondt i maven
De 12 kendte tog af sted i sidste uge, hvilket betød et farvel til konstant brug af telefonen, men B.T. nåede at fange Janni Ree i bussen på vej mod Bornholm, hvor programmet optages med Dar Salim og Jacob Riising som værter.
– Jeg kan godt sige, at vejret ikke er med os, og jeg må indrømme, at jeg har lidt ondt i maven. Man ved jo ikke, hvad man går ind til, lød det bekymret fra forsidefruen, der har efterladt Karsten Ree alene hjemme i Strandvejsvillaen.

Holdet blev sendt af sted dagen før, sneen dalede tungt over Danmark, og det brød Janni sig bestemt ikke om.
– Det er da lidt uretfærdigt, at vi skal ud i sådan noget vejr, fortalte hun, og afslørede også, at nogle af de fysiske udfordringer vil blive et problem for rigmandsfruen.
– Jeg tror, at jeg er stærk fysisk og mentalt, men jeg er altså ikke god til løb. Og de der armbøjninger bliver også en udfordring, men nu går vi all in! Og man kan jo ikke være god til det hele.

Reality igen igen
For Gustav Salinas, 32, bliver det også et farvel til en mere glamourøs tilværelse.
– Efter syv års pause er jeg nu tilbage. Jeg troede ikke selv, at jeg ville vende tilbage til realityverdenen. Nogen vil kalde det en dokumentar eller menneskeligt eksperiment, men i bund og grund er det reality, når det er bedst, lød det fra Gustav på Instagram, inden han satte sig ind i bussen på vej mod en ukendt skæbne.

– Derfor vil jeg nu gerne vise mig selv, at jeg sagtens kan det med militæret. Og samtidig vil jeg også gerne vise Danmark den nye Gustav. Nemlig Gustav 2.0. Så jeg har sagt ja til at medvirke i “Stjerner i trøjen” Ønsk mig held og lykke. Jeg vil gøre alt det, der står i min magt for at vinde. Men jeg er godt nok både nervøs og spændt. Men mon ikke, at det hele bliver godt. Jeg kommer til at savne jer og jeg kommer også til at savne min lille familie
Nu vil tiden vise, hvem af der klarer strabadserne bedst.