Flygtet til Frankrig: Vanessa Johannsen har fået et job, der ikke er coronaramt
Sidst vi hørte fra Vanessa Johannsen, var efter et dramatisk brud med med-paradisoen Anton Underbjerg, som hun mødte under optagelserne til "Paradise Hotel".
Men nu ser det anderledes lyst ud for realitydeltageren.
Vanessa Johannsen er nemlig flyttet til Frankrig, hvor hun har fået job som hotel manager i Alpe d'Huez.
– Her i byen er jeg i det skønneste selskab med en masse andre unge mennesker, fortæller en glad Vanessa Johannsen til SE og HØR.
Hun rejste til det franske kort før nytår og ved endnu ikke, hvornår hun vender tilbage.
– Jeg har ikke noget bestemt tidspunkt, jeg skal være i Danmark igen, udover at jeg har et arbejde der, men det er lukket på grund af de gældende restriktioner og er formentlig det sidste, der bliver åbnet for igen, forklarer paradisoen, der har et job herhjemme som værtinde på natklubben Lusso i København.
Artiklen fortsætter under billedet …

Coronarestriktionerne har fået Vanessa Johannsen til at søge tilflugt i de franske alper. Foto: Søren Lamberth
– Udover det, så har jeg ikke noget, der trækker i mig i Danmark – lige nu.
Vanessa Johannsen har dog ingen planer om at blive væk permanent, men hvor længe der går, før hun vender snuden mod Danmark, har hun endnu ikke besluttet.
– Jeg vender retur igen på et tidspunkt, men om det bliver næste måned, om tre måneder eller længere, det ved jeg ikke. Måske får jeg en idé om at rejse videre bagefter, slutter Vanessa Johannsen.