Emma i chok over Victor Emil: Ville tage rosen fra ham

LÆS OGSÅ: Kollaps i "Bachelorette": - Sindssygt ubehageligt
Emma Sofie Nielsen har lyst til at kyle rosen i hovedet på Nicolaj, da han returnerer den foran alle til ugens roseceremoni. Kort efter sker der dog noget, der bringer hendes blod endnu mere i kog.
- Jeg troede ikke, at nogen kunne toppe Nicolajs handlinger i aften, siger bacheloretten, der tydeligt er ved at eksplodere af raseri.
Til SE og HØR lægger Emma heller ikke skjul på, at hun bliver ekstremt overrasket og meget skuffet over Victor Emil.
De to har ved den forudgående mingle lige inden roseceremonien delt deres første kys - og Emmas første i "Bachelorette".
Så da han efterfølgende tager imod en rose fra den anden bachelorette, Mai Cermeño, får det Emmas smil til at stivne.
- Han tager bare sin tommelfinger og trykker den ned i såret. Det var virkelig dårlig stil, begynder Emma Sofie Nielsen, inden hun uddyber:
- Det er 100 procent over grænsen. Du skal ikke sidde og kysse mig, og så en time senere sige til en anden pige, lige foran mig, "jeg vil virkelig også gerne lære dig bedre at kende". Skal du nu ud at date Mai også og se, hvad det kan, og kysse med hende?
- Det er fint nok at tage på dates med begge bachelorettes i begyndelsen og finde ud af, hvor kemien er, men når der har været et kys, så har du valgt side i min bog. Ellers vælger jeg for dig.
Havde du lyst til at tage din rose tilbage igen, da Victor Emil også tog imod Mais?
- Det havde jeg gjort, hvis jeg kunne.
Som en af de to hovedpersoner i "Bachelorette", dater Emma også flere på én gang, men hun mener altså ikke, at det giver Victor Emil et wildcard. Sådan er præmissen og konceptet i programmet, understreger hun.
- Jeg kysser ikke med en masse. Jeg har kysset med Victor Emil, og i de her omgivelser og rammer betyder et kys mere, end det gør herhjemme.
- Der har jeg det sådan: Hvis du vil mig nok til at ville kysse mig, så skal du også ville mig nok til kun at ville mig. Det er bare min holdning.
Her fremhæver Emma en anden bejler, som modsat Nicolaj og Victor Emil altså i bachelorettens øjne gør det rigtige.
- Anton har bekendt kulør, og vi har ikke engang kysset. Da Victor Emil tog imod Mais rose, følte jeg mig billig, og jeg følte, at jeg ikke betød noget for ham. Han har lige kysset mig, og så er han sådan "ja tak, Mai, vi skal på date, for jeg skal også lige prøve den anden af".