"Bachelorette"-hemmeligheder: Alt det, du ikke ser på tv
LÆS OGSÅ: Så unaturligt er ”Bachelorette”: ALLE scener er opstillet
Meget få ting er overladt til tilfældighederne i det velorkestrerede "Bachelorette". SE og HØR er dykket ned i nogle af produktionens hemmeligheder.
Alt er opstillet
Flere samtaler i "Bachelorette" kan godt virke opstillede - og det er de også. Ikke engang den måde, deltagerne sidder på er tilfældig, for der har som oftest været et produktionsmedlem inde over for eksempel den måde, de er vinklet mod hinanden.
Det er også produktionen, der beslutter, hvilke mænd der skal sidde hvor og tage imod en bejler, der kommer hjem fra date.
– Den måde, du sidder på, er bestemt. Den måde, man vinkler sig ind mod hinanden. Og ja, det man snakker om er for det meste også noget, der er blevet preppet, har Stig Henriksen tidligere fortalt SE og HØR.
Har deltagerne talt om noget interessant uden for kameraet, kan de også blive bedt om at gentage samtalen, mens det ruller.
Der er ingen, der "afbryder"
Når vi til mingling ser, at en bejler afbryder en anden for at få en snak med en bachelorette, er det ikke noget, han selv har fundet på.
Det er alt sammen nøje planlagt. Mændene skal nemlig melde ind til produktionen, hvem de gerne vil tale med, og så er det hjernerne bag "Bachelorette", der bestemmer, hvornår de skal gøre det.
– Det er noget, jeg var virkelig overrasket over. For så kan de jo lave tv ved at sige: "Ej, det kunne være akavet, hvis han kommer nu, hva'?", og så siger de: "Du skal gå der hen nu", fortæller Stig Henriksen i SE og HØR-podcasten "Sladderministeriet".
Boblerne, der bruser lifligt i glassene til mingling, bliver også hurtigt alkoholfri, i takt med at de hældes ned. Så udskifter produktionen dem nemlig.
Det skyldes tilsyneladende, at gutterne ellers kan få så stor en kæp i øret, at talegaverne spænder ben for programmet.
Da der i en af de første uger blev holdt fest, fik de i hvert fald drukket heftigt igennem.
- Jeg blev stiv, er du sindssyg mand. Jeg tror også, at Albert og Emil S’ sync (interview under programmet red.)… jeg tror, at det er meget godt, at de blev klippet ud, siger Anton i "Sladderministeriet".
Telefonfri zone. For nogen
Når de to hovedpersoner ikke er på optagelse, må de gerne bruge deres telefoner. De kan altså ringe hjem lige så tosset, de vil.
Mændene derimod er telefonfri, så længe de er med i programmet. Til gengæld har de hinanden, mens Mai Cermeño og Emma Sofie Nielsen er skilt ad.
Produktionen ønsker nemlig ikke, at de to påvirker hinanden ved at dele for mange detaljer om mænd og dates.
- Vi skal jo helst ikke snakke for meget med hinanden om, hvad vi laver, tænker og føler, fordi vi skal have vores egen oplevelse, og det kunne jeg godt forstå, fortæller Emma i "Sladderministeriet".
Instrueret roseceremoni
De står pænt linet op på en trappe og venter på at deres navn - forhåbentligt - bliver råbt op. Men når en bejler står foran de to bachelorettes, er det umuligt for de andre at høre, hvad der foregår, fordi de står så langt væk.
- Vi kan ikke høre, hvad fyrene siger, men vi kan godt høre, hvad kvinderne siger til dem, fortæller Anton til SE og HØR.

Inden de kommer ind på plads, bliver de desuden instrueret i at tage en alvorlig mine på.
- Vi får at vide, at vi skal huske, at det er seriøst, og at der er nogen, der skal hjem.
No refunds!
Hvis en bejler takker nej til - eller returnerer - en rose, kan den ikke gives videre til en anden. Der er altså ikke en ny bejler, der på den måde får en ekstra chance.
Roser, der afvises eller returneres, udgår.
Roserne er i øvrigt friske og altså ikke falske blomster.
Rækkefølgen, roserne gives i, bestemmes af produktionen. Emma og Mai har inden da fortalt, hvem de vil give roser til, og så får de i deres øresnegl at vide, hvilket navn de skal nævne.
Når en deltager står og sveder over ikke at blive nævnt før til allersidst, er det altså nøje udtænkt af produktionen for at øge spændingen og lave godt tv.
