Reality3. september 2022

"Bachelor"-Phillip og Frederikke om fremtidsplaner: -Vi har ikke travlt

Selv om parret endelig har fået en titel på forholdet, har de endnu ikke planer om at rykke under samme tag
Phillip og Frederikke
Romantikken mellem Bachelor-parret er for alvor blomstret op henover sammen, hvor de har brugt en masse tid sammen.
 Foto: Mikael Rieck

Det er ikke længe siden, at "Bachelor"-parret Phillip Berg og Frederikke Victoria Olsen-Kludt kunne afsløre, at de officielt var blevet kærester.

For selv om parret valgte at tage en mindre pause fra hinanden efter hjemkomsten fra Caribien, har de alligevel ikke kunne undvære hinanden, og det blev for alvor slået fast, da SE og HØR mødte dem på den røde løber ved Zulu Comedy Galla 2022.

Her fortalte det smaskforelskede "Bachelor"-par nemlig, at de har brugt stort set hele sommeren sammen, og at de har en rejse i sigte.

– Vi har det godt, og vi hygger os stadigvæk meget. Og så tager vi til Island på søndag på en lille ferie, og det glæder vi os meget til, fortæller Phillip Berg til SE og HØR.

Men på trods af, at turtelduerne nærmest har været uadskillelige det seneste stykke tid, er der dog ikke udsigt til, at de flytter under samme tag lige foreløbigt.

– Lige nu er vi rigtig meget sammen hjemme hos mig, men det er ikke sådan, at Phillip rykker teltpælene op og flytter hjem til mig, fortæller Frederikke Victoria Olsen-Kludt.

Årsagen skal findes i, at Phillip Berg stadigvæk er "lidt for glad for Nørrebro".

– Men han er også glad for mig, griner Frederikke Victoria Olsen-Kludt, hvorefter Phillip Berg tager ordet, og fortæller, at forholdet jo stadigvæk er meget nyt.

– Hvis man ser det fra et stort perspektiv, så er det hele jo stadigvæk meget nyt. Så jeg synes, det er meget tidligt at flytte sammen, hvis jeg skal være helt ærlig. Og vi bor en spytklat fra hinanden, så jeg tror, det er meget fint på den her måde. Det er også meget rart at have sit eget sted, hvor man kan trække sig hen, fortæller Phillip Berg.

Men eftersom parret har tilbragt så meget tid sammen, indrømmer Phillip dog alligevel, at det ikke er meget, parret har haft behov for at trække sig fra hinanden.

– Og det er jo egentligt et meget godt pejlemærke. Men altså, vi har ikke travlt, afslutter han.

Sponsoreret indhold