Anders Reinholdt Jonssen fra ”Gift ved første blik”: Far er min bedste ven

Anders Reinholdt Jonssen, 35, er spændt på at lægge sit privatliv til skue for rullende kamera i “Gift ved første blik”. Men opbakningen hjemmefra er enorm – især fra hans far, der er hans tætteste allierede.
– Min far er helt klart min bedste ven. Der er ingen, der er så tæt på mig – og som jeg er så tæt på – som min far, fortæller Anders Reinholdt Jonssen til SE og HØR.
Han har haft sin far, Lars Jonssen, med i hele processen op til og under kærlighedseksperimentet, og det kunne næppe være anderledes.

– Det er bare ham, jeg taler med, når der sker noget i mit liv. Vi taler sammen hver dag og ofte flere gange om dagen.
Troen fylder aldrig
Faderen begyndte at læse til præst, da Anders blev født. Men tro har ikke på nogen måde fyldt i Anders’ liv, og selv om hans far er religiøs, er Anders ikke. De diskuterer heller ikke tro.

– Det er ikke noget, han har taget med ind i hjemmet. Det har ingen betydning for vores relation, siger Anders Reinholdt Jonssen.
Han forklarer, at det tætte forhold for alvor blev grundlagt, da han i sine spæde teenageår sprang ud og fortalte, at han var til fyre.

– Jeg tror, det hænger sammen med, at man som homoseksuel er lidt skrøbelig, når man går og tænker over at skulle springe ud … det er jo en kæmpe ting for en selv.
- Da jeg gjorde det, havde jeg bare en far, der var ekstremt åben og omsorgsfuld – og kørte mig til toget, så jeg kunne komme i byen i København bagefter. Han har altid spurgt ind, forklarer Anders.
Få fordomme
Anders Reinholdt Jonssen er vokset halvt op på Københavns Vestegn og halvt op på Fyn. Han har kun mødt fordomme om sin seksualitet en enkelt gang.
– Jeg har altid haft en åben familie og nogle åbne venner. Det har aldrig været det, der har været i fokus. Jeg har haft en meget lykkelig barndom og ikke rigtig mødt nogen fordomme.

- Kun en enkelt gang i mine 20’ere, hvor jeg ikke blev inviteret med ud at spille fodbold. Det var jeg udelukket fra. Jeg ville supergerne have været med, for jeg har altid spillet fodbold, siger han.
Det er eneste gang, Anders Reinholdt Jonssen har oplevet nogen fordomme. Hans seksualitet var faderen dog bekendt med, helt fra sønnen var ganske lille.

– Min far siger, han har vidst det, siden jeg var to. Der begyndte han at tænke over det, fordi jeg kun ville gå i lyserødt tøj – ellers så skreg jeg, kommer det med et stort grin fra Anders.