Aldrig set før: Homopar med i dansk “Gift ved første blik”

Længe har det været et ønske fra holdet bag den danske udgave af "Gift ved første blik" at finde et homoseksuelt par til programmet. Og deres drøm er gået i opfyldelse, for i den 8. sæson vil der være to mænd, der bliver gift med hinanden.
Det skriver DR på deres hjemmeside, hvor der også står, at der i flere år har været kritik af den manglende repræsentation. Men først nu er det lykkedes holdet at finde et match.
– Vi går ikke på kompromis med noget som helst, og vi har ikke villet matche nogen kun på grund af seksualitet, siger redaktør Anne Askov.
Artiklen fortsætter efter billedet …

Dealbreakers
Gert Martin Hald er en af matchmakers, der har været med siden programmets starts i 2013. Han fortæller, at der er en del ligheder ved at matche hetero- og homopar, men der er også nogle forskelle.
– For eksempel kan der være en tendens til mere seksuelt åbne forhold blandt homoseksuelle mænd end heteroseksuelle mænd, siger han blandt andet og påpeger, det kan være en dealbreaker for potentielle matches.
Artiklen fortsætter efter billedet …

Småt miljø
Derudover har der været en anden udfordring for castingen. En udfordring, der kunne ødelægge hele konceptet ved programmet, nemlig at de er fremmede for hinanden og derved bliver gift ved … ja, første blik.
– Det homoseksuelle miljø i København er ikke sindssygt stort, så mange homoseksuelle kender til hinanden. Og vi prøver at sikre, at parret ikke kender hinanden, siger han.
Den ottende sæson får premiere i august, og der kan man se alle de fem par, der bliver matchet i et arrangeret ægteskab.