Nyheder6. december 2017

Zindy Laursen: Jeg vil være mor

Popsilden Zindy har fundet manden i sit liv, og det lykkelige forhold skal gerne kaste en baby af sig – snart.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/zindy-laursen-1.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Hun havde egentlig opgivet drømmen om at finde kærligheden, men for godt et år siden slog lynet ned i veldrejede Zindy Laursen.

Til Zulu Awards mødte hun sin gamle ven Nicholas Kvaran, kendt fra Den Gale Pose, og så blev venskabet straks byttet ud med varmere følelser.

– Vi stødte faktisk allerede ind i hinanden første gang for 20 år siden, hvor jeg var i Cut'N'Move, og Nicholas var i Den Gale Pose. Dengang lavede vi en filmpilot, der hed ”Slim Slam Slum”, hvor vi spillede kærester, og han skulle tage mig på numsen, griner Zindy Laursen i hjertet af København, hvor hun er vendt tilbage efter en årrække i New York.

Fra popstar til husmor

20 år senere bliver der igen gramset – denne gang uden en instruktør behøver at sige ”værsgo”.

Faktisk er forholdet så godt, at Zindy er flyttet ind hos den tidligere rapper og har skiftet stjernelivet ud med noget lidt mere jordnært.

– Nu bor jeg hos Nick, og jeg vasker tøjet og er blevet sådan lidt en husmor. Og jeg er blevet ret god til det, siger Zindy Laursen, som tidligere åbenhjertigt har fortalt om forholdet til en voldelig kæreste, hun var sammen med i seks lange år.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/zindy-laursen.jpg
 Foto: Peter Grosen
Zindy Laursen, 46, har endelig fundet kærligheden med jævnaldrende Nicholas Kvaran, og parret drømmer nu om børn. (Foto: Peter Grosen)

Livet som husmor er selvfølgelig ikke komplet uden et par rollinger at holde øje med, og også på det punkt er popbaben klar til at tage det næste skridt.

– Vi vil gerne have børn. Jeg er 46 år, men det kan stadig godt lade sig gøre. En af mine veninder var 48, da hun blev gravid, og så synes jeg da, at jeg fortjener en familie efter at have knoklet i mange år, siger Zindy, som selv er den heldige blanding af en dansk mor og en amerikansk far.

Da Zindy efter sin tid med Zindy Kuku Boogaloo og TV2- showet ”Venner for livet” i 2002 rejste til New York, var det for at bryde igennem internationalt, men nu har det at skabe en familie førsteprioritet, erkender sangfuglen.

– Drømmen om udlandet er lagt lidt på hylden. Før har det bare været fuld fart derudad, men nu har jeg mødt en dejlig mand, og så vil man gerne have lidt ro, siger frøken Laursen.

Sponsoreret indhold