X Factor-stjerner kæmper om trofæet i Melodi Grand Prix

Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

Når Danmark i maj skal dyste i det internationale Melodi Grand Prix i Ukraine, kan det meget vel være en tidligere X Factor-stjerne, der skal forsøge at synge det danske bud til tops.

Både navnene Thomas Ring og Anthony vil vække genklang hos den million danskere, der de senere år har fulgt med i DR's successerie X Factor.

Mens Thomas Ring vandt konkurrencen i 2010 med nummeret "My Dream", kunne Anthony stille sig på sejrsskamlen i duoen AnthonyJasmin i 2014 med nummeret "Do Ya".

Nu skal Thomas Ring og Anthony forsøge at vinde danskernes hjerter i det danske Melodi Grand Prix, men de er ikke de eneste deltagere, danskerne kender i forvejen.

Sidste års grand prix-deltager, Anja Nissen, der kom på en andenplads med nummeret "Never Alone", giver Eurovision-drømmen et skud mere.

Anja Nissen er vokset op i Australien og vandt i 2014 landets udgave af talentshowet The Voice.

Og der er flere af årets deltagere i Melodi Grand Prix, der har stået på scenen i lige netop den konkurrence før.

René Machon var også med for to år siden - dengang som en del af duoen Tina & René, men nu deltager han som solist.

Med sangerinden Johanna er der tale om en sand grandprixveteran, da hun har deltaget hele fire gange før - dog altid som korpige.

En af årets grandprixdeltagere er allerede kendt ude i verden.

Danske Nicole Stokholm, der går under kunstnernavnet Sadaa Vidoo og er berømt for sine optrædener som levende dukke, har før deltaget i den britiske udgave af X Factor.

Her imponerede hun Simon Cowell og resten af dommerne med sin sangevne og teatralske facon.

Det danske melodigrandprix finder sted i Herning den 25. februar, og vinderen får ud over æren lov til at repræsentere Danmark i Eurovision i Ukraine i maj.

/ritzau/

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close