Nyheder26. februar 2016

X Factor-grupper: Pissehyggeligt at bo sammen

'Embrace', 'The Competition' og 'Clifforth & Hein' deler en lejlighed på Frederiksberg
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/embrace.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)
Når lamperne i X Factor-studiet slukkes sent fredag aften, er der ikke så langt hjem for grupperne Clifforth & Hein, The Competition og Embrace, som der normalt ville være. De tre grupper er nemlig flyttet sammen i en lejlighed på Frederiksberg i København og undgår derfor den lange hjemtur til Jylland, hvor de alle sammen bor til hverdag.
- Det er pissehyggeligt at bo sammen med Clifforth & Hein og Embrace. Alle er glade og har masser af humor, så det er bare fedt at have en fælles X Factor-lejlighed, siger Theis, der udgør den ene halvdel af gruppen The Competition.
Han understreger, at sammenholdet blandt alle programmets deltagere står stærkt. Derfor er det heller ikke noget problem at dele bopæl med de to andre X Factor-grupper, på trods af, at det faktisk er deres konkurrenter. - Vi tænker ikke på de andre som konkurrenter. På et eller andet tidspunkt går det jo nok op for os, at de er det, men vi vil bare de andre det bedste, siger Theis, mens hans sangpartner Kristoffer nikker. - For eksempel har vi før boet på værelse med Jacob Bering, som jo røg ud i sidste uge. Vi er virkelig kede af at skulle af med ham, men samtidig er vi jo glade over, at vi ikke selv blev stemt ud, så det er med blandede følelser, siger Kristoffer.
De to søstre i gruppen Embrace fortæller, at den står på ren hygge, når der er fritid ved siden af X Factor-prøverne. Madlavning med drengene, strøgture og afslapning er blandt nogle af favoritaktiviteterne, mens kortspil ikke altid falder i god jord. - Det går overraskende fint at bo sammen med de andre, bare ikke, når vi spiller kortspillet "Partners", og jeg er på hold med Theis. Han kan overhovedet ikke finde ud af at spille sammen med mig, siger Anilde, mens lillesøster Azilda bryder ud i et stort grin. - Anilde er en virkelig, virkelig dårlig taber, smiler Azilda. X Factor kan ses hver fredag klokken 20.00 på DR1, indtil den endelige vinder findes i finalen den 1. april.

Sponsoreret indhold