Nyheder31. december 2017

Se klippet: "X Factor"-deltager får voldsomt angstanfald

Victoria bryder sammen foran "X Factor"-dommerne i sæsonens første program, der har premiere den 1. januar
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/xf.jpg
 DR

Som traditionen foreskriver første januar, kan danskerne placere måsen i sofaen, pleje tømmermændene med salte chips og cola og samtidig opleve "X Factor"-premieren i fjernsynet.

Årets første dag blænder DR1 nemlig op for allersidste omgang af det populære sangprogram, før det fra 2019 overgår til konkurrenten TV2.

Igen i år er det Remee og Blachman, som skal bedømme de håbefulde deltagere, men i stedet for Mette Lindberg har de fået selskab af Sanne Salomonsen.

Og det er netop hele Danmarks rockmama, som må træde til, da 17-årige Victoria bryder sammen under sin audition. Den unge dame lider nemlig af angst.

- Jeg fandt ud af, at jeg havde angst, da jeg gik i syvende klasse. Det er ret svært, men jeg prøver alt, hvad jeg kan på at komme videre.

Det værste, der kan ske, er nok, at jeg får et anfald, fortæller Victoria, før hun træder ind i auditionlokalet.

Og desværre går det, som hun selv frygter.

Victoria kæmper med at komme i gang med sin sang, og selv ikke dybe vejrtrækninger kan redde hende.

På et tidspunkt eskalerer situationen så meget, at Blachman rejser sig fra dommerpulten og spørger, om hun får det dårligt.

- Man kan se det i øjnene på hende. Det er en angst-ting. Man er bange for at miste kontrollen, konkluderer den 54-årige "X Factor"-dommer.

Se om Victoria klarer sin audition i klippet herunder:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Sponsoreret indhold