Viralt4. april 2024

Helt alene efter mor døde: Nu vil man gøre alt for at redde lille spækhuggerunge

De canadiske myndigheder kæmper lige nu en hjerteskærende kamp for at genforene en lille spækhuggerkalv med sin familie. Spækhuggeren er lige nu strandet i en lille bugt, efter at dens mor døde
Den to år gamle spækhugger har svømmet helt alene rundt i en lagune, efter dens mor døde. Nu vil man gøre alt for at få den genforenet med resten af familien.
Den to år gamle spækhugger har svømmet helt alene rundt i en lagune, efter dens mor døde. Nu vil man gøre alt for at få den genforenet med resten af familien.
 Foto: Chad Hipolito

LÆS OGSÅ: Sørgende spækhugger slipper sin døde baby – efter at have båret den i 17 dage

I snart to uger har en lille spækhuggerunge svømmet alene rundt i en lille bugt ud for Vancover Island. Nu vil de canadiske myndigheder dog gøre alt for at redde den lille spækhuggerunge og få den genforenet med sin familie.

Det skriver det canadiske medie CBC.

Den lille spækhugger har befundet sig i en lagune siden 23. marts, hvor hvalen svømmede ind i lagunen sammen med sin højgravide mor. Desværre døde spækhuggerens mor kort efter, hvilket har fået den lille spækhuggerhval til at forblive i området – formentlig som følge af sorg.

Selv om myndighederne har forsøgt at lokke den lille spækhugger ud af lagunen, så den kan blive genforenet med resten af sin familie, har den nægtet at flytte sig. Derfor har de canadiske myndigheder nu iværksat en større redningsaktion for at redde spækhuggeren.

Planen er nu, at man vil bruge en helikopter og en hejsningssele til at flytte den to år gamle spækhugger ud af lagunen, hvorefter man vil placere den tæt på et område, hvor dens familie er kendt for at svømme. Her er håbet så, at genforeningen vil blive succesfuld, så den ensomme hval kan få sin familie tilbage.

Ifølge myndighederne vil redningsaktionen kunne gå i gang allerede om et par dage. Dog kan der gå op til et par uger, før man har alle detaljer på plads, så man kan gå i gang.

Spækhuggere er et af havets mest intelligente dyr, der lever i tætte, sociale familiegrupper hele livet.

Desuden har tidligere observationer vist, at spækhuggere har højtudviklede følelser og er emotionelt intelligente. I 2018 bar en sørgende spækhuggermor således rundt på sin døde kalv i hele 17 dage og over en distance på mere end 1.600 kilometer.

Undervejs var hun lige ved at miste kontakten med sin flok – noget der kunne have endt katastrofalt for den dengang 20 år gamle spækhugger.

Sponsoreret indhold