Nyheder22. november 2021

Vild tilbudsuge: Sådan undgår du at blive narret

De kommende syv er blandt de dage, hvor allerflest shopper. Men du skal passe på. For folk vil dig ikke altid det bedste
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/blackfriday.png

Vi danskere elsker at shoppe!

Og vi elsker endnu mere at shoppe, når der er tilbud.

Og den næste uges tid kommer det til at vrimle med tilbud, der får os til at slå til. Og vi slår hurtigt til.

Black Week, Black Friday og Cyber Monday står for døren, og vi får kastet sprøde tilbud i hovedet - tilbud der simpelthen virker for gode til at være sande.

Og desværre er der også en masse tilbud, der er for gode til at være sande.

Derfor kommer politiet med en guide, der kan hjælpe dig igennem de mange gode tilbud – uden at du ender med en lang næse, pengene trukket og en tom pakkeboks.

Politiet opfordrer dig til at være skeptisk, når de gode tilbud jages.

Og de kommer med gode råd til din shopping. Uanset om det er fysisk, online eller hvis du er blevet snydt:

Skal du handle i butikkerne

• Hold afstand og brug håndsprit
• Brug inderlommen til kontanter eller kreditkort. Og kan du lyne eller lukke lommen med værdierne, så gør det.
• Lad være med at have for mange kontanter på dig.
• Gør det svært for nogen at aflure pinkoden, når du er ude at handle eller skal hæve kontanter i en automat. Brug en hånd til at dække over indtastningen af pinkoden og bed andre om at holde afstand. Brug kontaktløs betaling, når det er muligt.
• Vær ekstra opmærksom hvis nogen støder ind i dig eller forsøger at distrahere dig - for eksempel ved at insistere på at vise dig nogle smykker, vedkommende vil sælge, eller ved at de insisterer på, at du skal hjælpe dem med at finde vej.

Skal du handle på nettet

• Tjek netbutikken grundigt. Ser hjemmesiden troværdig ud? Er der stavefejl? Er varerne mistænkeligt billige?
• Klik dig ind på hjemmesiden via en søgning på nettet – også selvom du falder over webshoppen via en annonce på sociale medier. På den måde undgår du at klikke på et link til en fuphjemmeside.
• Hvilke oplysninger er der på virksomhedens hjemmeside? Er der for eksempel et CVR-nummer (du kan tjekke nummeret på selskabsregistret CVR.dk). Er der de lovpligtige informationer om fortrydelsesret og virksomhedens kontaktoplysninger? Er der en troværdig ”Om os”-tekst? Er virksomheden omtalt på for eksempel Facebook og på Trustpilot?
• Tjek om netbutikken er e-mærket. Mærket indikerer, at det er i orden at handle der.
• Betal med betalingskort og oplys kun kortoplysninger, når du køber på nettet. Brug aldrig bankoverførsel.
• Oplys aldrig cpr-nummer, kontonumre og andre personlige oplysninger i mail, pr. telefon m.m.
• Tjek dine kontoudtog. Selv overførsler af små beløb, du ikke kan genkende, kan være tegn på, at dine kontooplysninger er blevet hacket.
• På Firmatjek kan du se, om virksomheden ikke har efterlevet en afgørelse i Forbrugerklagenævnet.

Hvis uheldet er ude

• Hvis du ved eller har mistanke om, at du har handlet på en fuphjemmeside, bør du kontakte din bank og spærre dit betalingskort.
• Er du blevet udsat for bedrageri, så meld det til politiet på Politi.dk.

Sådan skriver Syd- og Sønderjyllands politi.

Dermed er du nu klædt på til for alvor at give den fuld gas de kommende syv dage! Og hvis du følger de mange gode råd for politiet, så bør det være muligt at lave de helt gode handler.

God tilbudsjagt!!!

Sponsoreret indhold