Nyheder21. januar 2017

"Vild med dans" Marc Christensen har friet til kæresten

”Vild med dans”- deltageren Marc Mariboe Christensen har forlovet sig med sin smukke kæreste Benita.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/0bv0.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Det var med blå himmel, fyrreskove og sneklædte bjerge som rekvisitter, da den professionelle danser under en rejse til Lake Tahoe i USA faldt på knæ for sin balletkæreste Benita Bünger.

– Den 27. december om morgenen spurgte jeg Benita, om vi skulle gå op på altanen og nyde udsigten over bjergene, søen og se solopgangen. Og mens jeg holdt om hende, åbnede jeg æsken, fortæller en lykkelig Marc Christensen om frieriet.

Men den yndige ballerina blev så overvældet og glad, at hun helt glemte at svare på det vigtige spørgsmål.

– Hun glemte helt at sige ja i starten, fordi hun var så glad og lykkelig, så jeg måtte faktisk spørge hende, om hun sagde ja, og det gjorde hun, siger den høje danser, som svingede rundt med Julie Berthelsen i efterårets ”Vild med dans”-sæson.

Parret har været sammen i tre år, og Marc Mariboe Christensen ser frem til at blive gift med sin elskede.

– Jeg er meget glad. Glad for at kalde hende min forlovede, og nu glæder jeg mig til at kalde hende min kone, lyder det fra den 33-årige "Vild med dans"-deltager.

Se billedet af det nyforlovede par herunder:

https://imgix.seoghoer.dk/00.jpg

Dansemusene Marc Mariboe Christensen og Benita Bünger, har dannet par i tre år. Nu skal de giftes. (Foto: Claus Poulsen)

Sponsoreret indhold