Nyheder28. marts 2023

– Vi har lavet en Jimmy: Købte et ton gulerødder i stedet for 24 kilo

Der er lige nu halv pris på gulerødderne i Dagli' Brugsen i Kloster
4,75 kroner for et kilo gulerødder. Det er prisen i Dagli' Brugsen i Kloster, efter at en medarbejder kom til at bestille 976 kilo flere gulerødder end planlagt. nbsp; nbsp;
4,75 kroner for et kilo gulerødder. Det er prisen i Dagli' Brugsen i Kloster, efter at en medarbejder kom til at bestille 976 kilo flere gulerødder end planlagt.
 Foto: Dagli' Brugsen Holmsland

Juleaften falder tidligt i den jyske by Kloster i år. I hvert fald for kaninerne.

Her er der nemlig et brandtilbud på gulerødder, som man lige nu kan få et kilo af til blot 4,75 kroner.

Det er Dagli’ Brugsen Holmsland i Kloster, der sælger de billige rodfrugter, men faktisk var det slet ikke meningen, at have gulerødder på tilbud lige nu.

I stedet er der tale om en menneskelig tastefejl fra en medarbejder, der, i stedet for at bestille to kasser med tolv poser i hver, har bestilt et ton.

Til SE og HØR fortæller butikschef Jimmy Fyrsterling, at det ikke er noget, der kan gøre ham sur.

I stedet er det bare med at lave lidt sjov med det hele.

– Det er jo bare tastet forkert. Det er, hvad der sker.

Han har på Brugsens Facebook-profil lokket folk ned i butikken ved at gøre opmærksom på tilbuddet, som nok ikke slutter i dag.

– Vi er allerede kommet af med omkring 20 procent, så de er nok væk i løbet af et par dage, lyder det fra butikschefen.

Gulerødderne til 4,75 kiloet er halv pris, da de normalt koster 9,50 kroner.

Lavet en Jimmi

Det ville da også være en smule ironisk, hvis Jimmy Fyrsterling havde andet end trukket på skuldrene over indkøbsfejlen.

I august lavede han nemlig en lignende en af slagsen, da han kom til at bestille 1680 liter mælk i stedet for de planlagte 210 liter.

Dengang lød undskyldningen, at Jimmy lige var kommet hjem fra ferie, og altså derfor lige skulle i gang.

Selv om supermarkedet ikke tjente på det dengang, lykkedes det at komme af med al mælken i løbet af et par dage.

Sponsoreret indhold