Nyheder29. januar 2018

Billetterne revet væk: U2 giver ekstrakoncert i Danmark

Ekstrakoncerten er allerede planlagt til at finde sted dagen efter den oprindelige koncert, så dem, der ikke nåede at få fat i en billet, får nu en chance mere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/u2_bono_og_edge.jpg
 Foto: All Over Press

Hvis du er én af de mange danskere, der ikke nåede at få de eftertragtede billetter til U2's koncert i Royal Arena, så får du nu chancen igen.

Det irske band har nemlig planlagt en ekstra koncert i Danmark, efter den første blev udsolgt på rekordtid. Det skriver Live Nation og Ticketmaster i en pressemeddelelse.

Den første koncert finder sted 29. september, og ekstrakoncerten er allerede dagen efter, 30. september.

U2 har ikke besøgt Danmark siden 2010, da de spillede i Horsens, så noget kunne tyde på, at det gælder om at slå til, mens de er her. De har dog tidligere også spillet på blandt andet Roskilde Festival, i Parken og i Forum i København.

Bandet besøgte Danmark for første gang i 1982, da de spillede på Roskilde Festival. Siden har de besøgt Danmark 10 gange på 36 år.

Medlemmerne Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr. har solgt over 175. millioner plader, siden de dannede U2 i 1976 i Dublin.

Billetsalget starter på fredag 2. februar klokken 10.00, så det gælder om at sidde klar ved tasterne, hvis man vil have fingrene i de yderst eftertragtede billetter.

Det må siges at være gode tider for det musikglade folk, der i dag også fik glædelig nyheder fra Roskilde Festival, som har netop offentliggjort, at Eminem kommer til Danmark for første gang nogensinde.

Sponsoreret indhold