Troels Kløvedal: Chok kan have udløst dødssygdommen

Eventyreren Troels Kløvedal blev kendt for sine mange rejser med Nordkaperen.

Eventyreren Troels Kløvedal blev kendt for sine mange rejser med Nordkaperen.

(Foto: All Over Press)

Han har sejlet verden rundt tre gange, hilst på alverdens folkeslag og er næsten altid blevet 
mødt med varme og gæstfrihed.
 
 
Men da han i 2014 filmede serien ”Nordkaperen i Grækenland”, som han tidligere i år modtag en græsk pris for fik 74-årige Troels Kløvedal sit livs forskrækkelse. En forskrækkelse, han mistænker er skyld i den dødelige diagnose ALS. Det fortæller Troels Kløvedal i sin erindringsbog ”Alle mine morgener på jorden”, som han har skrevet trods sin fremskredne sygdom.
 
For da Troels Kløvedal en morgen fik lyst til at se  Akropolis på afstand, oppe fra Filopappos-højen i Athen, var han på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
 
– Jeg havde lagt mærke til, at to mænd i 25-30-årsalderen kredsede lidt omkring mig, da jeg indstillede mit kamera for at få et godt billede af Akropolis, men jeg var aldrig blevet overfaldet før og fattede derfor ingen mistanke, hvad jeg måske burde have gjort, skriver han i bogen.
 
Da søulken så de to mænd komme imod ham, gik det op for ham, hvad der var ved at ske. Så han skyndte sig at tage simkortet ud af sit kamera, som de med garanti ville stjæle.
 
– Jeg gjorde ingen modstand, da de vred armen om på ryggen af mig og satte en kniv for struben og undersøgte alle mine lommer, hvor der kun lå 100 euro. 
 
Det forfærdelige var ikke kniven, men at de holdt mig ud over klippen og lod, som om de ville kaste mig ud, fortæller eventyreren. Han er ikke længere psykisk mærket af den slemme oplevelse, men den kan have sat alvorlige spor fysisk.
 
– ALS er en sygdom, man intet ved om, og der findes ingen behandling, men man har registreret, at den er mere udbredt hos amerikanske soldater end hos gennemsnitsbefolkningen, og jeg har tit tænkt på, om det kan være det chok, jeg fik, da de to røvere holdt mig ud over klippen, som har påført mig sygdommen, som er en nervesygdom. Spørger man lægerne, siger de: Måske ... Ingen ved noget.
 
Sidste år afslørede Troels Kløvedal i bogen "Modne mænd", at han var blevet ramt af den uhelbredelige nervelidelse ALS samt lungesygdommen bronkiektasi. 
 
- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, lød det dengang i bogen, som udkom november sidste år. 
 
Dermed har Kløvedal fået flere morgener på jorden, end de fleste havde turdet håbe på. Men selv om livet snart rinder ud, er eventyreren efter et rigt liv afklaret med at skulle ud på sin sidste rejse. 
 
- Der er jo ingen katastrofe i, at jeg dør. Det er ligesom, når jeg fælder de gamle træer hjemme i min have, og jeg kan se, at det ikke ser for godt ud inde i midten af stammen. Det svarer til mine organer, har han tidligere forklaret. 
 
Da Troels Kløvedal i august måned forrige år fik diagnosen ALS, besluttede han sig for at sikre sin kone Else Marie Meldgaard økonomisk. Den velhavende søulk og konen havde ifølge den tidligere ægtepagt fuldstændigt særeje, men det ændrede Kløvedal således, at en million kroner blev overdraget til Else Marie og blev desuden gjort til hendes særeje. 
 
Nordkaperen bliver testamenteret til hans fem børn og 10 unge styrmænd - og kvinder, som alle har været om bord på det legendariske skib og derfor kan gå lige om bord og sejle det. 
 
 
Selv har han sejlet sin sidste tur med "kaperen", da sygdommen har taget styringen over den gamle kaptajn. 
 
- Jeg er syg og mærker hver dag, hvordan mit legeme forfalder. Mit hoved er normalt, men min krop forlader mig stille og roligt. Det føles som at gå på en skovsti, og så forsvinder mit før så sunde legeme pludseligt ned ad en anden sti, mens mit hoved fortsætter som planlagt, beskriver han i bogen. 
 
- Jeg kan ikke synke mad mere og får næring gennem en sonde i maven, kan ikke trække vejret uden en respirator, kan ikke tale mere og hoster slim op af lungerne mange timer hver dag. 
 
I bogen beksriver han, hvordan de barske livsvilkår føles som at være ude i dårligt vejr, og at han bare ønsker at sejle ind i en lagune med stille vand, og hvor han møder alle de mennesker, der elsker ham. 
 
- Og så dør jeg, og alt er, som det skal være, står der i bogen "Alle mine morgener på jorden".
 
Men selv om det står skidt til, nyder han fortsat hver eneste morgen, han får lov at vågne til en ny dag. 
 
Se billeder fra Troels Kløvedals eventyrlige liv i galleriet herunder:
 

Troels Kløvedal - billeder af hans liv

 
 

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close