Nyheder27. februar 2023

Tre år siden: Sådan kom corona til Danmark

Det var en TV 2 News-redaktør hjemvendt fra skiferie i det norditalienske, der bragte den dengang frygtede virus til Danmark
Danmarks første coronapatient, Jakob Tage Ramlyng, står her foran TV 2 i Sydhavnen i København.
Danmarks første coronapatient, Jakob Tage Ramlyng, står her foran TV 2 i Sydhavnen i København.
 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Da Jakob Tage Ramlyng som den første dansker for præcis tre år siden fik konstateret coronavirus i Danmark, trak det overskrifter – og en masse spørgsmål fulgte i kølvandet.

Bliver man meget syg? Kan hospitalsvæsenet klare det? Og tusinde andre spørgsmål, som vi nu – tre år senere – har fået svar på, bredte sig dengang blandt befolkningen, politikere og eksperter.

Det var da også spørgsmål, som TV 2 News-redaktøren stillede sig selv, da han som den første dansker i landet testede positiv for den dengang frygtede virus, efter han kom hjem fra skiferie i norditalien.

Til TV 2 fortæller Jakob Tage Ramlyng på treårsdagen for sin positive coronatest, hvordan hans arbejdsplads hyrede rengøring ind for at gøre alt rent, ligesom hans mus, skærm og tastatur simpelthen blev smidt ud.

– Det var helt vildt, jeg har aldrig oplevet en dag som den, genkalder han over for TV 2.

Der gik ikke engang en uge, før Danmarks patient zero blev rask igen.

Siden har Danmark oplevet flere lockdowns, ligesom vi lærte nærmest hele det græske alfabet at kende.

Corona er stadig derude, og på treårsdagen er 198 danskere indlagt med virussygdommen. Heraf er syv på intensiv.

Sponsoreret indhold