Nyheder10. januar 2017

Tre år efter Schumachers ulykke: Venter på mirakel

Intet nyt slipper ud fra racerkørerens sygeleje, og vennerne frygter nu, at den livsglade tysker aldrig kommer op af sengen igen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/xcfbgv1.jpg
 (Foto: POLFOTO)

Man skal altid håbe på et mirakel, men der skal meget til.

Sådan lyder det fra Formel 1-legenden Michael Schumachers norske skikammerat Ola Tøråsen, som den svenske avis Expressen har talt med.

Kort før nytår var det tre år siden, at den tyske racerkører kom galt af sted på en skitur med sin søn Mick i de franske alper.

Da Schumacher styrtede, slog han hovedet ind i en sten og pådrog sig alvorlige hjerneskader, på trods af at han var iført hjelm.

Siden da har informationerne om tyskerens tilstand været utroligt få.

Familien holder alle oplysninger tæt ind til kroppen, og meget lidt siver ud om racerstjernen, der tirsdag i denne uge fyldte 48 år.

Senest har den syvdobbelte verdensmesters advokat dog fortalt, at Schumacher bestemt ikke kan stå på sine egne ben, efter at en avis havde skrevet, at nationalhelten var begyndt at gå igen to år efter ulykken.

Ifølge de tyske medier koster det en million kroner om ugen for familien Schumacher at sørge for, at racermilliardæren får den bedst mulige pleje i hjemmet.

Regningen bliver blandt andet betalt med penge fra salget af Schumacher-klanens privatfly og deres skihytte i norske Trysil, hvor Michael altid mødtes med Ola Tøråsen og sin svenske ven Mats Nordström, som også savner sin gamle ven.

– Jeg har kontakt med mennesker, som kender Michael meget, meget godt, men den seneste tid har de heller ikke fået nogen rapporter. Det er trist, meget trist, siger Mats Nordström.

– Det er synd, at der ikke er nogen bedring. Han ligger der som en grøntsag. Måske havde det været bedst, hvis han var gået bort med det samme, fortæller han til den svenske avis.

Sponsoreret indhold