Nyheder4. januar 2018

Tidligere skuespiller fik sin hånd ødelagt i arbejdsulykke

– Mine børn giver mit liv mening, siger den tidligere skuespiller Mark Springborg, som fik sin hånd ødelagt i en arbejdsulykke.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mark-springborg0.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Kan I ikke sætte armen af? Smerterne i højre hånd og underarm var så uudholdelige, at den tidligere skuespiller Mark Springborg bad lægerne vurdere, om en amputation kunne være en løsning.

– Lægerne afviste og sagde, at selv om armen blev amputeret, ville det gøre lige så ondt alligevel.

Mark Springborg, 37 år og bosat i Birkerød, fremviser sin forkrampede højre hånd, som de seneste fem år har gjort hans tilværelse til et pillefyldt mareridt.

Så sent som i maj måned afsluttede lægerne på Rigshospitalet behandlingen af Mark, efter at alle terapeutiske og medicinske forsøg på at dulme hans smerter for nervesygdommen CRPS var afprøvet.

Mistede balancen

Mareridtet begyndte, da Mark Springborg en morgen i november 2012 var i gang med sit arbejde i Københavns Lufthavn.

Som han havde gjort det masser af gange, siden han som 26-årig blev en del af Danmarks største arbejdsplads, var han kravlet ind i et flys lastrum for at fylde det med kufferter.

Siddende på knæ flåede han kufferterne til sig – ved siden af ham kørte bagagebåndet, som kørte bagagen op fra kuffertvognen på landingsbanen.

– Pludselig mistede jeg balancen og tog fra ved at sætte højre hånd på bagagebåndet. En sikkerhedsskinne sad ikke, hvor den skulle, så min hånd smuttede under bagagebåndet og blev klemt fast, mens båndet stadig kørte, forklarer Mark Springborg.

– Jeg råbte om hjælp til min kollega neden for flyet. Han troede først, at jeg lavede sjov, men da han så mit ansigt, trykkede han på nødstop-knappen. Desværre virkede knappen ikke, så han måtte bruge hovedafbryderen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mark-springborg.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

(Foto: Kaspar Wenstrup)

Falck blev alarmeret, men redningstjenesten blev forsinket på grund af flytrafikken. En mekaniker forsøgte at hjælpe Marks hånd fri ved at klippe gummibåndet i stykker, men han havde kun, hvad der mindede om en neglesaks – så det tog tid.

– Det tog vel ti minutter, før de fik mig fri. Da ambulancefolkene kom, fik jeg et par skud morfin, så jeg var i fint humør, da de kørte mig bort – og jeg var sikker på, at jeg ville være tilbage på jobbet i løbet af et par uger.

Men Mark vendte ikke tilbage. Den skæbnesvangre kølige novembermorgen sluttede hans arbejdsliv.

Mange penge

Hånden var så ødelagt, at det tog et par år, inden hævelsen forsvandt.

Smerterne lever Mark med dagligt, og han fik en erstatning på næsten fire millioner kr. for at have mistet evnen til at arbejde.

Desuden fik han 448.000 kr. fra andre forsikringer samt en løbende pension på 5000 kr. om måneden.

– Det er mange penge, og det har givet mig mulighed for at købe et sommerhus, men jeg havde foretrukket at være rask. Jeg kan ikke noget så lavpraktisk som at binde mine snørebånd og har dagligt følelsen af at have hånden i kogende vand. Det slider på éns psyke og er da også en af årsagerne til, at min søn Alexanders mor og jeg ikke længere bor sammen, fortæller Mark Springborg, som savner arbejdet, jargonen og kollegerne i Københavns Lufthavn.

– Jeg har to børn, familie og gode venner, som giver mit liv masser af mening, men jeg håber, at jeg med tiden kan kaste mig over velgørenhed eller andet, så jeg kan blive en del af et voksent fællesskab.

Mark Springborg fik sit gennembrud som skuespiller i TV-serien ”Hjem til fem”, men sandsynligheden for, at vi igen får ham at se på TV-skærmen, er lille.

– Man skal aldrig sige aldrig. Det var på grund af mine forældre, som begge er skuespillere, at jeg havnede i branchen – det var sjovt at prøve, men for at få succes skal skuespillet nok være et kald – og desuden har jeg efter ulykken nogle fysiske udfordringer.

Sponsoreret indhold