Nyheder21. april 2016

Thomas Mygind stopper på TV

Den garvede TV-vært Thomas Mygind er blevet opsagt af TV-stationen SBS Discovery
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-80046_2.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Om det har været barske strande i Fillipinerne i "Robinson", krydret kage i "Kagekampen" eller udfordringer gemt bag et forts mure i "Fangerne på fortet".

55-årige Thomas Mygind har i sandhed gjort sig bemærket som et fast inventar af danskernes fjernsyn, men nu siger Thomas Mygind stop. Det er tid til noget nyt.

- 12 års begivenhedsrig rejse fra TV Danmark til Kanal 5 er nået til vejs ende. Varme tanker til alle der var en del af, eller fulgte med på, turen. TAK for nu og på gensyn/hør, skriver Thomas Mygind på Twitter.

Men kort tid efter udmeldingen fortæller Thomas, at det ikke var hans valg at stoppe på SBS Discovery.

- DISCOVERY NETWORKS har besluttet at de ikke vil bruge mig som vært længere. Følgelig slutter vores samarbejde, efter knap 13 år, med udgangen af 2016. Jeg er aktuelt frit stillet, og har pt. ingen konkrete tv-planer. Jeg har jo altid haft den holdning, at så længe TV mener, at de kan bruge mig til noget fornuftigt, og jeg samtidig mener, at jeg kan bruge TV til noget fornuftigt, så ser jeg ingen grund til at lade otium-hængekøjen friste. Og det er der ikke ændret på, fortæller Thomas Mygind til SE og HØR.

Sponsoreret indhold