Nyheder3. september 2021

Talibanstifter ny regeringsleder i Afghanistan

Efter magtovertagelsen af Afghanistan har Taliban valgt en af sine absolutte topledere som ny regeringschef.
Af
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210903-082159-l_11mb.jpg
 Karim Jaafar/AFP/Ritzau Scanpix

Medstifter af - og ledende skikkelse i - Taliban, Mullah Abdul Ghani Baradar, skal lede den nye afghanske regering.

Det siger kilder i Taliban ifølge Reuters.

Mullah Abdul Ghani Baradar er chef for Talibans politiske kontor og er anset for at være bevægelsens reelle leder. Over ham er formelt Haibatullah Akhundzada, der er Talibans øverste leder.

I slutningen af august, efter at Afghanistans hovedstad Kabul faldt til Taliban, fortalte den islamistiske bevægelse på et pressemøde, at den inden for få uger ville præsentere en ny regering i landet.

- Juridiske, religiøse og udenrigspolitiske eksperter i Taliban sigter mod at præsentere de nye regeringsrammer inden for få uger, sagde en talsmand for bevægelsen dengang.

Taliban overtog magten i Afghanistan i 1996 og indførte et islamisk religiøst styre, der praktiserede sharia.

USA og en række vestlige lande - heriblandt Danmark - invaderede Afghanistan i 2001, da Taliban tillod internationale terrorister at have base i landet.

USA's præsident, Donald Trump, indgik i 2020 en aftale med Taliban og annoncerede, at de amerikanske tropper ville forlade landet. I 2021 fortsatte præsident Joe Biden tilbagetrækningen og i august overtog Taliban igen kontrollen meget hurtigt.

Baradar var med til at kæmpe imod den sovjetiske besættelse af Afghanistan i 1980'erne. Sammen med Talibans tidligere overhoved, Mullah Omar, stiftede han Taliban i starten af 1990'erne for at bekæmpe det kaos og den lovløshed, der prægede landet.

Baradar havde høje stillinger i Afghanistan indtil invasionen i 2001, hvor han fulgte organisationen til Pakistan.

Han kom tilbage til Afghanistan sidst i august for at være del af forhandlingerne om landets fremtid oven på den vestlige tilbagetrækning.

/Ritzau/

Sponsoreret indhold