Nyheder30. november 2021

Stor ændring på Storebæltsbroen

Sund & Bælt, der ejer Storebæltsbroen, strammer reglerne hvad angår kørsel i vindfølsommekøretøjer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211024-222728-5-1920x1277we.jpg
 Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

'Sund og Bælt fraråder al kørsel med vindfølsomme køretøjer"

Sådan lyder opfordringen, når der blæser en stiv kuling over broen, der forbinder Sjælland med Fyn.

Men det skal nu være slut med opfordringerne, skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Hvert år vælter vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen, og det skaber farlige situationer og bilkøer for tusindvis af billister.

Derfor ændrer Sund & Bælt nu praksis, så det ikke længere vil være en opfordring, men derimod et forbud mod at passere broen i vindfølsomme køretøjer.

- Vi ændrer nu vores tidligere anbefaling om at fraråde vindfølsomme køretøjer at passere Storebælt i kraftig blæst til et forbud. Der er altså ikke længere tale om en ”anbefaling”, men at Sund & Bælt som ejer af Storebæltsbroen har forbudt færdslen med disse køretøjer. Det betyder, at det ikke er op til den enkelte chauffør at vurdere om passage af broen er forsvarligt, men at et vindfølsomt køretøj skal efterleve dette forbud uden videre.

Med ændringen vil Sund & Bælt sende et stærkt signal til chaufførerne, der trodser opfordringen og tager chancen alligevel.

- Vi oplever desværre, at rigtig mange chauffører med fx en tom trailer eller en tom sættevogn på lastbilen kører ud på broen, selvom vi fraråder det. Det kan have store konsekvenser for de øvrige trafikanter, hvis ens køretøj vælter - og dermed spærrer for den øvrige trafik. Det vil vi gerne lave om på, siger Kim Agersø Nielsen, chef for vejanlæg i Sund & Bælt.

Vindfølsomme køretøjer er for eksempel høje trailere, lastbiler uden eller med let last samt påhængsvogne til lastbiler. I nogle tilfælde gælder det ligeledes campingvogne.

Sponsoreret indhold