Nyheder30. marts 2017

Stig Rossen scorer stor rolle i hitmusical

Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen kan snart opleves på de skrå brædder i musicalen "Chess"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-33161.jpg
 Thomas Laursen

For første gang nogensinde kan man i 2018 opleve musicalen "Chess" på dansk, når Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen indtager de skrå brædder som skak-mester Anatoly og Florence.

- "Chess" er en musical skrevet af ABBA-drengene Björn Ulvaeus og Benny Andersson i samarbejde med Tim Rice, som har skrevet teksterne og fik ideen til musicalen helt tilbage i slutningen af 1970’erne. Musicalen fik verdenspremiere I 1986 på West End I London med Tommy Körberg og Elaine Paige i hovedrollerne, men bagmændende havde – i lighed med Jesus Christ Superstar og Evita i 1970’erne - valgt at udgive alle sangene som konceptalbum på forhånd.

LP’en udkom allerede i 1984 inden musicalen overhovedet var på vej, og den blev en gigantisk international succes. Både “One Night in Bangkok” og “I Know Him So Well” strøg til tops på alverdens hitlister, så da musicalen omsider fik premiere i London, var "Chess" allerede et verdensfænomen.

Siden har musicalen været opført utallige steder over hele verden både i koncertversioner og i sceniske opsætninger, og herhjemme har den også været en succes med storsælgende opsætninger i 2001 som en danmarksturné med Stig Rossen og et internationalt cast produceret af Mikkel Rønnow og Stig Rossen, og i 2012 på Aarhus Teater med bl.a. Maria Lucia på rollelisten, lyder det i en netop udsendt pressemeddelelse.

Publikum skal væbne sig med tålmodighed til d. 19. januar 2018 , hvor forestillingen får premiere i Tivolis Koncertsal. Derefter drager Stig og co. på tour rundt i Danmark. I pressemeddelelsen står endvidere:

- Det bliver Stig Rossen, som skal spille sin gamle glansrolle som den russiske skak-mester Anatoly – men denne gang skal han for første gang synge på dansk. Stig Rossen, som netop nu nyder stor succes som Kong Arthur i musicalen Spamalot i Tivoli, har været en af landets største musicalstjerner de sidste 25 år siden han brød igennem som Jean Valjean i Les Misérables i London i starten af 1990’erne – en rolle han siden har spillet over 1.500 gange i ti forskellige lande.

Overfor Stig Rossen ses den rutinerede sanger og skuespiller Xenia Lach-Nielsen i rollen som Florence. Hun har spillet et væld af roller i musicals og musikteaterforestillinger siden sin sceniske debut i Hair på Betty Nansen Teatret i 1995. Blandt højdepunkterne kan nævnes The Black Rider på Betty Nansen Teatret, Snedronningen på Østre Gasværk Teater, Snehvide på Aarhus Teater, Nick Cave Teaterkoncert, Matador i Operaen, Den Eneste Ene i Glassalen og senest Jordens Søjler på Østre Gasværk Teater.

I de øvrige centrale roller kan publikum glæde sig til at opleve bl.a. Bjarne Langhoff som den regerende amerikanske verdensmester Frederick Trumper, Pernille Petersson Carmohn som Anatolys kone Svetlana, et stort ensemble og 17-mand stort symfonisk poporkester.

Sponsoreret indhold