Nyheder1. juli 2015

Stig Elling afslører: Her er mit nye job

Det blev ’kun’ til et halvt år væk fra rejsebranchen – nu gør Stig Elling comeback og skal igen sælge drømmeferier til danskerne
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-77407.jpg
 Dan Mareigaard

Stig Elling var blot 17 år, da han stiftede sit første rejsebureau i sine forældres dagligstue – sidste år bekendtgjorde han, at han forlod sin stilling som salgsdirektør i Star Tour for at få mere tid ”til andre ting”. Men 67-årige Stig Elling kan åbenbart ikke undvære den branche, han har været en del af i mere end tre årtier.

I dag afslørede han således, at han gør comeback i rejsebranchen, og fra i dag er Stig Elling rejseambassadør og rejseekspert hos Bravo Tours.

- De sidste 33 år har jeg været på hver eneste dag 24 timer i døgnet. Selvfølgelig har jeg savnet det, og det vidste jeg også ville ske. Jeg gik ikke på pension i januar, jeg tog en pause. Det har aldrig været min plan at lave ingenting, siger Stig Elling i en pressemeddelelse.

Bravo Tours er ikke helt ukendt for Stig Elling, som er nær ven af rejsebureauets administrerende direktør.

- Jeg har den dybeste respekt for det, Bravo Tours har opnået på kun 16 år. For mig er de et rejseselskab, der bygger på og holder fast i de rigtige dyder som god service, tryghed på ferien, danske rejseledere, høj kvalitet og value for money. Dyder, jeg altid har stået for og rigtig gerne vil være med til at udvikle, siger han i pressemeddelelsen.

Stig Elling afslørede også nyheden på sin egen Facebook-profil, hvor han tilføjede, at han sammen med Bravo Tour vil give sine Facebook-følgere (og andre danskere) ekstra gode tilbud i anledningen af rejsecomebacket:

- Jeg har aftalt med de gode mennesker i Bravo Tours, at vi gør lidt ekstra for netop mine følgere på FB. Så send en mail med dine ferieønsker til vip@bravotours.dk, så er vi klar med et ekstra godt tilbud på din næste ferie, skriver Stig Elling på sin Facebook-profil.

Sponsoreret indhold