Hilda Heick på udebane: Springer ud på dybt vand

Hun har prøvet det så tit. En garvet rotte kunne man fristes til at kalde Hilda Heick, når det gælder kunsten at lade sig interviewe.

De seneste to år er der imidlertid blevet byttet godt og grundigt rundt på rollerne, og Hilda er sprunget ud som interviewer i den spritnye bog ”Vi bli’r ved”.

Ni personligheder har hun stillet skarpt på i den for hende meget lærerige proces.

– Der er så mange ting, jeg nu forstår langt bedre. Hvorfor journalister ikke får skrevet alt ned, samt det kæmpe arbejde med at koge det hele sammen efter snakken, siger hun.

– Det, som har overrasket mig mest i processen, er, at ingen har sagt nej til at medvirke.
Jeg har bare ringet op, og så har de sagt ja, siger Hilda, som har haft fingre i bl.a. Poul Nyrup Rasmussen, Ernst Trillingsgaard, Asger Aamund og seks andre personligheder med nogle år på bagen. (Foto: Dan Mariegarrd)

Egen idé
Ideen til at springe ud i det ukendte kom netop under et interview, hvor hun blev spurgt, om der var noget, hun godt kunne tænke sig, men endnu ikke havde prøvet.

– Jeg svarede ”At skrive en bog”. Journalisten, Thomas Korsgaard, fortalte det videre til People’s Press, og så kontaktede de mig for at høre, om jeg havde en idé. Det havde jeg jo, men jeg ville nok aldrig selv have banket på hos et forlag, siger hun.

Hilda ville dog ikke være Hilda, hvis hun ikke havde konsulteret sin bedre halvdel Keld og deres datter Annette. Men de sagde ligesom forlaget: ”Bare gå i gang!”.

– Generelt har jeg også svært ved at sige nej til en spændende udfordring, siger hun.

Det er dog ikke uden en vis bæven, at hun i disse dage imødeser reaktionerne på bogen.

Keld har læst korrektur på Hildas nye bog samt en enkelt gang hjulpet med at udskrive et interview fra bånd. Ellers har han ikke blandet sig.
En del af bogen blev skrevet færdig i parrets ferie ved Gardasøen.
– Det var min undskyldning for at se EM i fodbold, siger han. (Foto: Dan Mariegarrd)

Hak i tuden
– Det kan være, jeg får nogle ordentlige hak i tuden. Men sådan er det jo, når man stikker næsen frem. Jeg har jo ligesom også vænnet mig til det, så jeg tror, jeg er rustet til det værste, siger hun med henvisning til, at hun af en eller anden grund virker provokerende på nogen.

– Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor. Men jeg tror, det er noget med, at jeg er blevet puttet i en kasse som dum tuttenuttet lyshåret. Og når man så ovenikøbet er gammel og rynket, så skal man ikke bjæffe, siger hun.

Hun har dog for længst vænnet sig dertil og øvet sig udi kunsten at lade det prelle af som vand på en gås.

– Jeg havde nok ikke forudset, hvor stort et arbejde jeg sagde ja til.
Men det har været spændende, så jeg vil ikke afvise, at jeg kunne finde på at skrive mere, siger Hilda. (Foto: Dan Mariegarrd)

Hellere ærlig end sød
– Det kan godt være, folk synes, jeg er idiot. Men jeg står ved det, jeg siger. Hellere stå for at være ærlig end hende den flinke. Jeg ved, jeg har gjort mit allerbedste, når jeg afleverer et arbejde, siger hun.

Bogens titel og tema er hun da også helt på linje med.

– Jeg har heller ikke planer om at holde op. Jeg lever stadig efter devisen, at der er masser af tid. Jeg vil ikke bare sidde og vente på ”den sidste med låg på”, siger hun.

Hun er sig dog meget bevidst, at hun til det formål er i et meget privilegeret fag.

– Keld og jeg kan jo selv planlægge, hvor meget vi siger ja til. Det har vi allerede benyttet os af og trappet lidt ned, siger hun.

Ingen af dem vil dog undvære livet på landevejen med optrædener rundtomkring i landet.

– Når vi sætter os i bilen, siger vi altid: ”Ihh, hvor er det altså hyggeligt”. Vi glæder os. Og når vi så kommer frem, bliver vi mødt af glade mennesker, som siger: ”Eijjj, hvor er det dejligt, I kommer!”.

Det var der aldrig nogen, som sagde, da jeg arbejdede på kontor. Så det er en stor gave, siger hun.