Nyheder 15. september 2017

Søren Pape involveret i stort trafikuheld

Justitsminister Søren Pape Poulsen var fredag eftermiddag involveret i en større trafikulykke på Fyn. Heldigvis slap både politikeren og hans chauffør uskadt fra ulykken, der fandt sted på den Fynske Motorvej
Foto: All Over

Justitsminister Søren Pape Poulsen var fredag eftermiddag involveret i en større trafikulykke på den fynske motorvej.

Op mod 10 biler var involveret i harmonikasammenstødet, der fandt sted omkring klokken halv fire på motorvejen ved Tietgenbyen i Odense.

Heldigvis slap både justitsministeren, hans chauffør – og alle andre implicerede – fra ulykken.

Det skriver Fyens.dk.

Justitsministeren var på vej til et møde med en gruppe borgere for at tale om støjgener på motorveje, da hans ministerbil blev påkørt bagfra.

Ministeriet har bekræftet ulykken i en kort pressemeddelelse, hvor de også understreger, at hverken justitsministeren eller andre i ministerbilen kom til skade ved ulykken.

Søren Pape Poulsens møde blev efterfølgende aflyst. 

Den 45-årige politiker og formand for Det Konservative Folkeparti afslørede i sommers, at han er blevet forlovet med sin partner, Josue Medina Vasquez, der stammer fra Den Dominikanske Republik.

Det fortalte Søren Pape i et stort interview med Fynes.dk, hvor han blev spurgt til, om han var blevet gift med sin partner.

- Nej, vi er forlovet. Det er da derfor, ringen sidder på venstre finger. Men vi skal giftes. Derovre, sagde Søren Pape og hentydede til Viborg Domkirke.

- Vi havde talt om, at det skulle være nu her i sensommeren, men det har vi ikke fået planlagt, og nu er Josue jo i Den Dominikanske Republik. Så der går nok et års tid, fortalte politikeren videre.

Det var tilbage i august 2014, at Søren Pape stod frem og fortalte, at hans bedre halvdel hed Josue Medina Vasquez. Det skete, da han mødte op hånd i hånd med Josue til det konservative landsråd.

Parret mødte hinanden i sommeren 2013 i Bruxelles. Og snart ringer kirkeklokkerne altså.

- For mig er det vigtigt, at det bliver i en kirke. Det er det også for Josue, men der, hvor han kommer fra, bliver to mænd bare ikke gift. Det kan vi her, og domkirken er den kirke, vi bruger om søndagen. Ikke hver søndag, men når jeg er hjemme, går vi derover til gudstjeneste, fortalte Søren Pape i sommers til Fyens.dk.

Sponsoreret indhold