Nyheder15 timer siden

Smukfest og Grøn Koncert klapper i efter voldsomme anklager mod Gilli

Ingen af de festivaler, hvor Gilli skal spille denne sommer, vil udtale sig om den verserende sag, hvor hitmageren er tiltalt for omfattende skattesvindel
Smukfest og Grøn Koncert afviser at svare på spørgsmål om Gillis sag om millionsvindel.
Smukfest og Grøn Koncert afviser at svare på spørgsmål om Gillis sag om millionsvindel.
 Foto: Dan Mariegaard/Aller

LÆS OGSÅ: Tiltalt for skattesvindel: Gilli risikerer fængsel, siger forsvarsadvokat

- Ingen kommentar.

Sådan lyder svaret fra prompte fra Grøn Koncert til SE og HØR på spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til sagen mod Gilli, hvor musikeren er tiltalt for millionsvindel.

Grøn Koncert starter torsdag og finder sted i hele landet indtil slutningen af juli.

Her er Gilli sat på plakaten som et af hovednavnene. Men Grøn Koncert afviser at svare på nogle som helst spørgsmål, der angår den danske stjerne og den alvorlige sag mod ham.

Heller ikke Smukfest, som fremhæver "social bæredygtighed" som en af festivalens nøgleværdier, har ønsket at udtale sig om svindelsagen. Gilli skal spille på festivalen i Skanderborg til august.

Det sker, efter at det er kommet frem, at Gilli er blevet tiltalt for grov skattesvig, da han ifølge politiet har unddraget skattemyndighederne 3,3 millioner kroner.

Sagens anklageskrift - som SE og HØR nu er i besiddelse af - viser, at den 33-årige hitmager er tiltalt for fire forhold, hvor han er anklaget for at have unddraget skattemyndighederne ved at give urigtige og vildledende oplysninger om sine fradrag og indtægter.

Det fremgår af sagens anklageskrift, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf samt tillægsbøde til Gilli.

SE og HØR har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Gilli og hans forsvarsadvokat. Men sidstnævnte har gjort det klart, at de ikke ønsker at udtale sig.

Det står dog klart, at Gilli nægter sig skyldig.

Rapperen har de seneste år boet i udlandet. I 2019 fortalte han i podcasten Uden Filter, at han var ved at flytte til Spanien.

Men sidste år kunne SE og HØR afsløre, at han i 2021 udrejste fra Danmark og har slået sig ned i Portugal. Han har således tilsyneladende haft bopæl i udlandet under politiets efterforskning, og mens han har været tiltalt for skatteunddragelse.

Han har dog ofte været hjemme i Danmark, hvor han de seneste år har været fast inventar på de største danske festivaler. Her han har blandt andre gæstet Smukfest, Roskilde Festival og Tinderbox.

I år har han indtil videre optrådt på den største scene på Roskilde Festival, Orange, og selvom han tirsdag eftermiddag ikke dukkede op i retten i Glostrup hvor der skulle tages stilling til, om han skulle beskyttes af et navneforbud, så kan man snart møde ham i Danmark igen. Torsdag er han nemlig på plakaten til Grøn, som spiller i Tårnby.

Sponsoreret indhold