Krimi10 timer siden

Tiltalt for skattesvindel: Gilli risikerer fængsel, siger forsvarsadvokat

Ifølge forsvarsadvokat Patrick Lorenzen står Gilli til en fængselsstraf samt en tillægsbøde, hvis hitmageren bliver kendt skyldig i grov skattesvig. Han nægter sig skyldig
Gilli under Smukfest i 2024.
Gilli under Smukfest i 2024.
 Foto: Dan Mariegaard

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: Gilli tiltalt for skattesvindel for millioner: Her tager han plads på anklagebænken

Det er alvorlige anklager, som anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi retter mod stjernemusikeren Gilli.

For ifølge politiet har den 33-årige danske hitmager med det borgerlige navn Kian Rosenberg Larsson angiveligt unddraget skattemyndighederne 3,3 millioner kroner.

Gilli nægter sig skyldig i sagen.

Gilli er tiltalt efter straffelovens § 289 stk. 1, og her er strafferammen op til otte års fængsel.

Men spørger man forsvarsadvokat Patrick Lorenzen ved Stage Advokatfirma, tror han ikke, at straffen kommer "helt derop", hvis Gilli skulle ende med at blive dømt i sagen.

- Henset til – efter det for mig oplyste - at det "unddragne" beløb er ca. 3,3 mio. kr., er det dog ikke realistisk at straffen kommer helt derop.

- Forudsat at han bliver fundet skyldig i fuldstændigt omfang, vil en straf nok være på cirka 1½-2 års fængsel samt en tillægsbøde, siger Patrick Lorenzen til SE og HØR.

SE og HØRs research viser, at sagen har været efterforsket siden i hvert fald 2021, og 14. juli året efter blev popstjernen officielt tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 289 stk. 1

Og anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi mener, at Gilli bevidst har unddraget skattemyndighederne 3,3 millioner kroner i årene 2015 til 2018.

At forholdet skulle være sket flere år tilbage, kan betyde, at Gilli kan slippe for at komme i fængsel, hvis han bliver dømt, mener Patrick Lorenzen.

- En eventuel fængselsstraf afhænger selvfølgelig af de nærmere omstændigheder omkring selve forholdet, bl.a. i hvilket omfang man har været bekendt med eventuelle ulovligheder samt hvad man konkret har foretaget sig, og selvfølgelig også de personlige forhold, eventuelle forstraffe mv.

- Da jeg forstår det sådan, at det efterhånden er længe siden at forholdet skulle være sket, så er det naturligvis også en mulighed at straffen, enten helt eller delvist, vil blive gjort betinget, hvorfor han så ikke skal i fængsel, siger Patrick Lorenzen.

Forsvarsadvokat Patrick Lorenzen fra Stage Advokatfirma.
Forsvarsadvokat Patrick Lorenzen fra Stage Advokatfirma.
 Foto: Stage Advokatfirma

Som SE og HØR kunne fortælle onsdag, at det mandag 1. september, at Gilli Larsson tager plads på anklagebænken ved Retten i Glostrup.

Der er afsat ét retsmøde til sagen.

SE og HØR har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Gilli og hans forsvarsadvokat. Men sidstnævnte har gjort det klart, at de ikke ønsker at udtale sig.

Men sidste år kunne SE og HØR afsløre, at han i 2021 udrejste fra Danmark og har slået sig ned i Portugal.

Han har således tilsyneladende haft bopæl i udlandet under politiets efterforskning, og mens han har været tiltalt for skatteunddragelse.

SE og HØR følger sagen.

Sponsoreret indhold