Galleri: SKAM bliver til dansk teaterstykke

Foto: NRK

Den norske tv-serie "Skam" om de unge på Hartvig Nissens skole i Oslo har vundet seernes hjerter verden over.

Fans har siddet klinet til skærmen, mens de har fulgt Evas jagt på nye veninder, Romeo og Julie-romancen mellem Noora og William og Isaks stormende forelskelse i Even.

Som de første i verden kan danske teatergængere nu også få lov til at se serien udfoldet live på scenen.

Aveny-T teatret på Frederiksberg i København har nemlig som det første teater i verden sikret sig rettighederne til at lave den ultrapopulære serie til et stykke.

Det afslører teateret i en pressemeddelelse.

- Det her er det største, jeg som teaterchef er lykkedes med. Større end da jeg sikrede mig rettighederne til The Beatles' musik. Større fordi det er så nutidigt, siger teaterchef Jon Stephensen i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at han er stolt og taknemmelig over, at seriens norske skaber har givet det danske teater rettighederne til at dramatisere serien til et teaterstykke.

- Jeg ved, det her er unikt stof, og jeg vil gå gennem ild og vand, for at det lykkes at skabe en forestilling, I kan være glade for, lover teaterchefen desuden.

Rettighederne til at dramatisere den norske tv-serie til teater er givet af seriens skaber, forfatter og instruktør, Julie Andem, samt NRKs producent på serien, Håkon Mosbæk.

Aveny-T har sikret sig rettighederne til at opføre alle fire sæsoner af "Skam".

Allerede til efteråret vil den første sæson om Eva blive opført på teatret. Det sker fra 15. september, mens anden sæson om Noora og William bliver dramatiseret fra 6. april 2018.

I galleriet herunder kan du se alle de danske skuespillere, der skal medvirke i teaterforestillingen: 

SKAM på Frederiksberg

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close