Nyheder19. januar 2022

Skal jeg tage 3. stik nu eller vente? Her er svaret til tusindvis af smittede danskere

Giver smitte bedre immunitet end vaccinen? Og hvad sker der med effekten af tredje stik, hvis du får corona kort tid efter? SE og HØR giver her svar på nogle af de vaccinespørgsmål, du kan have, når du bliver smittet
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

TIP OS: Hvad er din erfaring med 3. stik efter smitte? Fortæl din historie i en mail til nikolaj@sh.dk

”Smitterekord! Højeste antal smittede nogensinde.”

Den sætning støder man lige nu på nærmest dagligt. Både mandag og tirsdag i denne uge har vi sat rekorder. Tirsdag var der for første gang over 30.000 bekræftede coronasmittede på et døgn.

Mange bliver altså lige nu smittet med omikronvarianten, og nogle før de har nået at modtage det tredje vaccinestik, som sundhedsmyndighederne anbefaler, man får.

Men hvad nu, når man har været smittet. Skal man så stadig jagte det tredje stik?

Anbefaler stik uansat hvad

SE og HØR har været i kontakt med Sundhedsstyrelsen for at høre, hvor vigtigt det tredje stik er, hvis man først har testet positivt for covid-19.

Her er det først og fremmest vigtigt at forstå, at ja, smitte giver immunitet, men graden af immunitet er forskellig fra forløb til forløb.

- Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at man bliver vaccineret med tredje stik, da graden af immunitet, man opnår efter infektion med coronavirus, i nogen grad afhænger af, om man udvikler symptomer på covid-19, og hvor syg man eventuelt bliver.

- Der er noget, der tyder på, at meget milde forløb ikke giver anledning til samme immunrespons som forløb med mere udtalt sygdom. Dertil kommer, at immunitet dannet efter smitteinfektion også forventes at aftage over tid, hvorefter risikoen for at blive re-inficeret begynder at stige, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, til SE og HØR.

Blandt andet af den grund anbefales det fortsat, at man får tredje stik lige meget hvad.

- Når man bliver vaccineret med 3. stik, boostes immunforsvaret, og man kan med større sikkerhed antage, at man ikke re-inficeres og eventuelt bliver syg med covid-19.

Livrem og seler

Den anbefaling er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet Camilla Foged ikke uenig i.

Hun forstår det dog, som om at sundhedsmyndighederne går med ”livrem og seler”, når de også anbefaler boosterstikket til alle, der har været smittet.

- Det at have corona er rigtig godt for ens immunitet. Det fungerer faktisk som et tredje stik, siger Camilla Foged til SE og HØR.

Hun fortæller, at smitte i bund og grund giver en bredere beskyttelse, selvom immuniteten aftager over tid, som sundhedsstyrelsen skriver det.

- Smitte giver en bredere beskyttelse, fordi det at du bliver smittet med en hel virus gør, at dit immunsystem lærer hele virussen at kende, og også at dit immunsystem i luftvejen bliver aktiveret.

- Så det giver en bredere beskyttelse, når man er blevet smittet, siger Camilla Foged.

Virus går ikke ud over vaccineeffekt

Har du netop fået tredje stik, og er kort tid efter testet positiv, er der ingen grund til panik.

Dit sygdomsforløb kan blive forværret, hvis du både skal kæmpe med vaccinevirkninger og corona på en gang, men herefter er gode nyheder.

Coronavirusset går nemlig ikke ud over effekten af vaccinen.

- Nej, det gør den ikke. Tværtimod, tror jeg man får en endnu bedre effekt, siger Camilla Foged.

Det bekræfter Sundhedsstyrrelsen.

- Når man smittes booster man immunforsvaret. Det gør sig også gældende, selvom man tidligere er vaccineret og derefter smittes, siger Bolette Søborg.

Har du haft corona, skal du vente én måned før at du tager imod det tredje stik.

Det skyldes, at sundhedsstyrelsen gerne vil sikre, at man er helt rask og ikke har mere virusinfektion i kroppen.

- Hvis man bliver vaccineret, mens immunforsvaret stadig er i gang med at bekæmpe en sygdom, så kan det komme på overarbejde, hvilket vi gerne vil undgå, siger Bolette Søborg.

Færre restriktioner?

Mandag sagde Mette Frederiksen til Ekstra Bladet, at ” vi skal genoverveje ikke alene de nuværende restriktioner, som der ikke er mange af tilbage, men hvordan vi håndterer situationen i det hele taget”.

Med andre ord ser det ud til, flere restriktioner snart bliver ophævet. Bliver man smittet med corona, skal man dog vente 11 dage, før éns coronapas igen virker.

Dog kan man med en lille finte forkorte den periode. Læs mere om det her.

TIP OS: Hvad er din erfaring med 3. stik efter smitte? Fortæl din historie i en mail til nikolaj@sh.dk

Omikron har ændret coronabilledet:

Coronavarianten Omikron har på sin vis vendt op og ned på måden, vi taler om corona på.

Hvor man først frygtede den nye mere smitsomme variant, har man nu ændret holdning til varianten, da den giver et mildere sygdomsforløb.

Allerede på et pressemøde den 29. december kunne faglig direktør for Statens Serum Institut Tyre Grove Krause på et pressemøde fortælle, at Omikron kunne være mindre farlig end Deltavarianten.

- Det tyder på, at Omikron er forbundet med mindre alvorlig sygdom end Delta, sagde hun.

Den 7. januar skrev SSI, at Omikron nu udgjorde over 90 procent af de bekræftede smittetilfælde.

Siden midten af december har cirka 500.000 danskere været smittet med corona.

Sammen med den store tilslutning til tredje vaccinestik giver det tro på, at pandien kan slutte til foråret, har flere eksperter udtalt til dr.dk

Sponsoreret indhold