Nyheder30. december 2009

Signe Muusmann: Fedt at skulle ligne en million

Gravide Lise Rønnes afløser som vært kan ikke vente med at komme i gang med ”X Factor”
Signe Muusmann lader ikke sin forgænger noget tilbage, når det gælder om at være fotogen
Signe Muusmann lader ikke sin forgænger noget tilbage, når det gælder om at være fotogen
 Foto: DR

Fredag aften går det løs med det første program i forårets "X Factor". Og selvom de første programmer er "båndede", så kan programmets nye vært, Signe Muusmann, næsten ikke vente med at komme i gang.

Specielt ikke med live-udsendelserne.

- Jeg er jo altid frisk på hvad som helst. Jeg elsker sådan noget her. Jeg er sådan én, der giver dem frie hænder til at fyre op, så jeg glæder mig bare helt vildt til at ligne en million, lyder det fra X Factor-værten til dr.dk.

Den 31-årige vært, som før har arbejdet både på P3, TV2 og Radio 100, efterfølger den populære Lise Rønne, der er gravid og forventes at nedkomme til marts. Hun guidede seerne gennem de to første sæsoner af DR's seermagnet.

- Lise har jo gjort det fantastisk, så selvfølgelig er der nerver på i forhold til det. Men jeg kan kun være mig selv. Jeg skal ikke prøve på at være Lise, fortæller Signe Muusmann.

- Jeg er jo ikke den eneste, der er ny. Der er også nogle nye dommere, og der sker nogle nye ting i programmet. Så det kan godt være, det er okay, at der kommer et frisk pust med noget andet nu, siger hun med henvisning til sangeren Pernille Rosendahl og produceren Soulshock, der begge er nye dommere i showet sammen med X Factor-veteranen Remee.

Sponsoreret indhold