Signe Muusmann: Den nye søde på ”X Factor”
Når vi alle sad og græd, fordi denne eller hin blev smidt ud af "X Factor", var der altid Lise Rønne. Hun kunne få den forsmåede til at smile og os andre til at ånde lettet op.
Nu er Lises afløser fundet.
Signe Muusmann hedder hun.
- Det kan kun blive skægt, sagde hun på "Aftenshowet".
- Jeg glæder mig til at være deltagernes støtte.
Signe kommer fra TV2, men hun er oplært og udlært i Danmarks Radio. Hun begyndte i 1999 som en del af DR's vækstlag. DR's vækstlag er en art "mesterlære" for kommende programværter, hvor hun blandt andet gik på hold med Adam Duvå Hall og Simon Jul Jørgensen. Derefter arbejdede hun på diverse børne- og ungdomsprogrammer samt radioprogrammet "De professionelle".
I 2006 afløste hun Andrea Elisabeth Rudolph som vært på "Morgenhyrderne" på Radio 100FM, som hun havde, indtil showet blev nedlagt i efteråret 2007.