Se første klip fra "X Factor": 15-årige Mia imponerer ALLE

Foto: DR1/X Factor
Den 30. december er "X Factor" tilbage på DR1, men du kan allerede se et klip fra programmet nu.
Den 30. december er ventetiden forbi for alle "X Factor"-fans.
Programmet med Remee, Blachman, Mette Lindberg og Sofie Linde i spidsen vender tilbage til skærmen med en ægte jubilæumssæson. Det er nemlig 10. gang, at DR1 fylder de danske TV-seeres fredag med musik og sang.
Torsdag eftermiddag holdt "X Factor" pressemøde, hvor dommere og vært stillede op til interviews - de fleste af optagelserne er allerede i kassen, så nu kan holdet holde en fortjent juleferie, før de går live i 2017.
Selv om der stadig er nogle uger til, at "X Factor" får premiere på DR1, kunne underholdningschef Jan Lagermand Lundme allerede præsentere en lille bid af programmet for pressen.
Og det klip har SE og HØR også fået lov til at bringe.
I klippet møder vi 15-årige Mia, der har skrevet sin egen sang.
Og hendes talent bliver i allerhøjeste grad bemærket hos dommerne, der roser hende til skyerne.
Se hendes optræden i videoen herunder:
Hvordan det kommer til at gå Mia, kan du se, når "X Factor" vender tilbage i det nye år.
Kom helt tæt på "X Factor"-dommeren:
Bag om Blachman

I 2008 fik familien Danmark for alvor øje på den rapkæftede mand uden hår. Thomas Blachman blev udnævnt til en del af dommertrioen i ”X Factor” sammen med Remee og Lina Rafn.
"Efterdønningerne af mit arbejde vil man først rigtig kunne iagttage om 3-400 år” er et af hans mange udbrud
fra fredagsshowet.

Thomas Blachman er en mand, der gør, hvad han har lyst til.
I 2013 havde han lyst til at glo på nøgne damer, så han udviklede programmet ”Blachman”, der blev sendt på DR2.
– Kan man tale, kan man også knalde! Det er den forhåbning, vi har, at kvinder laver den kortslutning, sagde han i programmet.
Samme år debuterede den skaldede fyr også med sangprogrammet ”Mentor”.
– Jeg blev ikke medicineret, og jeg røg ikke på særskole – og der er folk, man skylder at sige tak. Det har jo hjulpet mig til at få ideer og se muligheder i andre, sagde han dengang til SE og HØR.
Derudover var han sidste forår vært på programmet ”Luk mig ind – det er Blachman”, hvor han forsøgte at komme ensomhed til livs.

Thomas Blachman omgiver sig med kreative mennesker.
Til hans 50-års fødselsdag i 2013 var Paprika Steen, Lise Rønne og Blachmans tidligere ”X Factor”-deltager Morten Benjamin på gæstelisten.
Musikeren Dicte har også arbejdet tæt sammen med den ikoniske skaldepande, mens Blachmans trofaste følgesvend Claus Hempler år efter år hjælper hans deltagere med forberedelserne til ”X Factor”.
Sangerinden Caroline Henderson har også nydt godt af Blachmans væsen.
– Han var også mærkelig dengang. Og rigtig sød. Og sagde en masse ting, man ikke rigtig forstod, har hun udtalt til TV2.
Det var desuden Thomas, der stod bag hendes hitalbum ”Cinemataztic”.

Allerede i 2004 fik Thomas dog lov til at smage på tilværelsen som TV-stjerne. Da scorede han nemlig dommertjansen i TV3’s ”Idols”.

Thomas blev født i 1963 på Nørrebro som barn af Henning og Annie Blachman. Og det var faktisk Henning, der opfandt den fuldautomatiske telefonsvarer, men:
– Han fik ikke patent på den, afslørede Thomas forleden på DR.dk.
I løbet af hans opvækst voldte bogstaverne lille Thomas store problemer. Han er nemlig ordblind.
– Min ordblindhed sendte mig ud i et kreativt rum, har han udtalt.
Noderne talte dog til ham, og Thomas kan i dag kalde sig BA i jazzkomposition og arrangement fra Berklee College of Music. Derudover kan han prale af at have vundet flere Grammy-priser.

Thomas Blachmans to bløde punkter hedder Henry og Ramona. Dem fik han med ekskonen Viola.
– Jeg er blevet noget overbeskyttende. Eksempelvis har jeg jo nægtet mine børn at løbe, for så slår de sig, og det kan far ikke klare, har han fortalt i BT.
Ud over børnene slår Thomas’ hjerte ekstra hårdt for billedkunstneren Sarah Louise Schackinger, som han giftede sig med i sensommeren 2014.
– Han er meget kærlig og omsorgsfuld over for de mennesker, han elsker, og dem, han er tæt på. Han er et enormt generøst menneske, har Sarah erklæret til SE og HØR.

En gåtur på Holmen nær Christianshavn giver dig gode chancer for at støde ind i Thomas. For tre år siden købte han den tidligere Als-færge Jacob Hardeshøj, som han og hustruen nu bruger som kreativt værksted. Mere end syv mio. kr. gav han for den flydende oase.
For nylig solgte han sit lækre hjem på Frederiksberg for 9,5 mio. kr. og bor nu i lejelejlighed, mens fru Sarah stadig har egen adresse.
– Ja, ja, ja. Vi leder efter en mere permanent løsning. Der er ingen grund til at flytte adresser, før vi har fundet det rigtige at bo sammen i, siger han.