Sanne: Jeg vil ikke bo her... så vil jeg sgu hellere have den gæld

Tirsdag aften besøger 'Luksusfældens' to eksperter igen Sanne og Dennis, der bor i Svenstrup i Nordjylland.
I sidste uge kunne parret fortælle eksperterne Carsten Linnemann og Jan Swyrtz, at økonomien sejlede og truede med at ødelægge parrets forhold, og eksperterne fandt da også hurtigt ud af, at det stod meget skidt til med Dennis' og Sannes økonomi.
Parret havde et månedligt underskud på 11.000 kroner, og deres gæld havde vokset sig til svimlende 1.525.000 kroner.
I sidste uge nævnte eksperterne, at en flytning kunne være dét, der reddede den skrantende økonomi - men Sanne nægtede at flytte.
LÆS OGSÅ: Luksusfældens eksperter: Gør du grin med os?
Og hun nægter stadig at flytte i aftenens afsnit; også selvom eksperterne nu fastslår, at det er den eneste måde, parrets økonomi kan blive reddet på.
- Det vil jeg bare ikke, så vil jeg sgu hellere have den gæld, udbryder Sanne med henvisning til, at parret vil få en kolossal gæld på over 1 million kroner, hvis de ikke flytter tilbage til dét hus, der nu er i fare for at ende på tvang.
Parret kan nemlig ikke klare det tab, der uden tvivl vil komme efter en tvangsauktion.
LÆS OGSÅ: Diana raser: Luksusfælden har kun gjort vores økonomi værre
- Hvad er dit hovedargument?, spørger eksperterne.
- Jeg vil ikke udsætte mine børn for det, og fordi jeg ikke vil have det, som vi har haft det her de sidste seks år, siger Sanne i dette klip, der stammer fra aftenens program.
- Nu bliver jeg virkelig egoistisk, og jeg ved, at det er røvforkert, men at flytte tilbage dét gør jeg ikke.
Du kan se, om det lykkes eksperterne at få Sanne på andre tanker i aften klokken 20.00 på TV3.
LÆS OGSÅ: Får kæmpe gælds-chok: Her besvimer hun i Luksusfælden